Fortsæt til indhold

Sebastian er vild med fodbold og ret god til det

Der skal ske noget mere på Skovstjernen - så søndag er der fodbodboldstævne med beboere, ansatte ledelse og pårørende på institutionen i Grenaa.

Sport

Man skal ikke snakke længe med 27-årige Sebastian Lund Jensen for at finde ud af, at fodbold er hans store interesse. Han har siden 2016 været beboer på det socialpædagogiske bosted Skovstjernen i Grenaa med plads til 40 fysisk og psykisk udviklingshæmmede beboere.

Der sker for lidt her på Skovstjernen, så vi skal have gang i flere aktiviteter
Sebastian Lund Jensen

Og her er Sebastian formand for beboermødet, der holdes hver onsdag og for nylig bragte han en idé med til mødet.

»Der sker for lidt her på Skovstjernen, så vi skal have gang i flere aktiviteter. Så jeg foreslog, at vi skal arrangere et fodboldstævne for os alle,« siger han.

Første fodboldturnering

Ideen blev der taget så godt imod, at man på søndag for første gang samles til en fodboldturnering, der spilles på banen ved den nærliggende skole. Her skal hold med beboere, ansatte, ledelse og pårørende dyste mod hinanden. Fem på hvert hold med plads til udskiftning.

»Vi skal bare have det sjovt,« siger Sebastian, som glæder sig til at se hans idé blive ført ud i livet.

Sebastian vendte hjem med medalje efter at have spillet turnering for Danmark i Belgien. Privatfoto

Men han kender også til den mere seriøse udgave af fodbold, for han er også aktiv på det hold, der hver mandag samles på Grenaa Stadion og træner for at gøre det så godt som muligt på holdet i FC Norddjurs. Træneren her er Sebastians far, Per Henrik Jensen.

Og det sker også, at Sebastian trækker i en rød og hvid landsholdsdragt og stiller op for Parasport Danmarks hold. Her er hans far også med i trænergruppen.

Scorede i Belgien

Forleden gik turen via Billund til Belgien og byen Gent, der var vært for turneringen Special Champions League, hvor Sebastian og de andre danske spillere mødte hold fra andre lande.

»Det gik lidt op og ned. Hollænderne havde et rigtig godt hold, men i turneringen scorede jeg to mål, selv om jeg spiller i forsvaret,« siger Sebastian og henter med stolthed den medalje, som han fik med hjem fra Belgien.

Er du god til fodbold?

»Det kan man godt sige. Jeg er ret god til det,« lyder det hurtige svar, som følges op af et smil.

Turen til Belgien var både hans - og hans mor Nynnes - allerførste flyvetur, men Sebastian har mod på mere.

Gerne for at se hans favorithold i aktion. I England er det Tottenham, som han er fan af uden rigtig at vide hvorfor, mens det i Spanien er FC Barcelona.

»Det er fordi de havde en spiller, der hedder Lionel Messi og som kunne alt med en bold. Så blev jeg fan af dem.«

Han har ingen danske klubber på favoritlisten, men følger gerne det danske landshold og bakker dem op.

Er du en hård spiller, når du går til den i forsvaret? Har du prøvet at få et gult kort?

»Ja, men det blev til et rødt kort i stedet, fordi dommeren syntes jeg tacklede lidt for voldsomt.«