Fortsæt til indhold

Formandsskifte: Ny formand er et kendt ansigt indenfor sporten

Ny formand er kendt både i den lokale klub og på landsplan.

Sport
jr

Basketballklubben i Hadsten, Hadsten Hawks, har fået ny formand. Hun hedder Louise Hartvig og er et velkendt ansigt både i klubben og i dansk basketball, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Louise Hartvig spillede selv basketball som ung, først i Vitten Rockets og senere i Hadsten Basketball Klub. Efter mange års fravær blev hun for 15 år siden igen en del af byens basketballklub. Dengang var det en lille klub med kun to hold, og som træner og bestyrelsesmedlem var hun med til at løfte klubben igennem nogle hårde år og ind i en lovende udvikling.

Efter en del år som træner i Hadsten dedikerede den nye formand kræfterne til udvikling af sporten på landsplan. Hun trådte først ind i trænerudvalget under Dansk Basketball Forbund og blev senere formand for Børn- og Ungeudvalget og kom dermed ind i hovedbestyrelsen. Her havde Louise Hartvig blandt andet fokus på at gøre basketball-sporten til en endnu stærkere vej til social inklusion og fællesskab.

Som ny formand overtager hun i dag en klub med store ambitioner, hold på alle årgange, SFO-basketball på skolerne og et seniorhold i 2. division.

»Jeg glæder mig helt vildt til at bringe klubben endnu videre. Vi er et fantastisk fællesskab med mange aktive frivillige, nogle dejlige børn og unge og en stærk forældregruppe. Så vi har et rigtig stort potentiale for at udvikle os både som socialt fællesskab og på den sportslige side,« siger den nye formand for Hadsten Hawks.

Louise Hartvig overtager formandsposten fra Anders Andersen, som i de seneste fire år har stået i spidsen for Hadsten Hawks.

»Anders har gjort et rigtig godt stykke arbejde. Han har fået landet nogle gode samarbejdsaftaler, fået nye gode trænere til klubben og så har han afviklet et brag af et 50-års jubilæum her i foråret. Så det er en meget velfungerende klub, jeg overtager.«

Anders Andersen forbliver en del af klubben som forælder til to af drengespillerne og som klubbens repræsentant i halbestyrelsen.

»Det er dejligt, at han bliver ved med at være en del af klubben. Så ved jeg, hvem jeg skal ringe til, hvis tingene brænder på,« siger hans afløser.

Hadsten Hawks har åbnet den nye sæson med otte hold til børn og unge i alle aldre.