Lille løgn førte Birgiths båd sejr: 1948-pokal overlevede klubhus-brand
Birgith Jensen blev løjet et år yngre, så hun i 1948 kunne stille op i kaproning på Brabrand Sø for Grenaa Roklub. Nu har hun været tilbage i klubben.
Jesper Hald, der er formand for Grenaa Roklub, blev for nylig kontaktet af en kvinde som fortalte, at hendes nu 93-årige mor, Birgith, tilbage i 1948 havde deltaget i en kaproning på Brabrand Sø for Grenaa Roklub.
Grenaa-roerne havde vundet kaproningen, og kvinden kunne huske, at de havde fået en flot pokal, og at stævnet var blevet speaket af ingen ringere end legendariske Gunnar Nu Hansen fra Danmarks Radio.
Det viste sig, at vi stadig har pokalen fra 1948, så Birgith kunne stolt vise den til datter og barnebarnJesper Hald
Moderen hedder Birgith (tidligere Jensen), og er nu bosiddende i Frederikshavn.
Pokalen blev fundet
»Vi arrangerede et møde i klubben i lørdags, og det blev interessant: Det viste sig, at vi stadig har pokalen fra 1948, så Birgith kunne stolt vise den til datter og barnebarn. Pokalen har overlevet branden i klubhuset i 2011. Den er lidt anløben, men navnene står stadig tydeligt. Og ved videre research fandt vi ud af, at båden de vandt med var vores 4-årers inrigger ”Søren Kanne”, som kom til klubben i netop 1948. Vi har stadig ”Søren Kanne” i bådhallen,« siger Jesper Hald.
Et år ældre
Siden har datteren takket for muligheden for besøget i Grenaa Roklub - og hun kan supplerende fortælle, at hendes mor dengang i 1948 egentlig var for ung til at deltage i kaproningen, så der blev ved tilmeldingen ”snydt” lidt med hendes alder. Bare et enkelt år, men det var nok til at få lov til at deltage i stævnet på Brabrand Sø.
Birgith - som altså dengang havde efternavnet Jensen - havde i Grenaa en morfar, som hed Peter Andersen og drev købmandsforretning på Østerbrogade 53. Hendes mor var Edit Christensen, som havde frisørsalon i Østergade.