Først elskabet, nu legendegavlen - ny klage er sendt: Har anmeldt stor AGF-indsamling for at være ulovlig
»Man kan ikke lade være med at synes, det er lidt småt,« siger Anne Frost, der for et par dage siden pludselig fik en besked fra Civilistyrelsen i e-boks.
»Først elboksen og nu legende-væggen, hvad bliver det næste? At FC Randers vil have fjernet svinebrønden (bronzeskulptur foran Aarhus Rådhus, red.)?« spørger Michael ”Jøden” Christiansen, rapper og vært på Jyllands-Postens AGF-podcast ”Hvid Røg”.
For blot få dage efter at et kommunalt elskab med et stort AGF-logo har været i vælten og har skullet males om, ovenpå en henvendelse fra én borger, som undrede sig over, hvordan kommunen kunne give kunstneren tilladelse til at reklamere for børsnoterede selskaber, så er et andet AGF-værk nu kommet i en anden klagers søgelys.
Eller i hvert fald indsamlingen til det.
»Så vidt jeg kan forstå, er det dog ikke den samme person, som har anmeldt elskabet,« tilføjer Sture Sandø, vært på Hvid Røg, i afsnittet.
For ifølge seneste afsnit af ”Hvid Røg”-podcasten, så er der nu også en sag på vej mod den legendegavl, som blev opført og indviet ved Hallssti i juli i år.
Her rejste flere AGF-fans i omegnen af 110.000 kr. på en lille uge, så den aarhusianske graffiti-kunstner Eske Touborg og hans hold kunne udsmykke en større gavl med portrætter af AGF-koryfæerne Aage Rou, Henry From og John Stampe.
Men den indsamling er nu meldt til Indsamlingsnævnet for at være ulovlig. Det bekræfter Anne Frost, som er en af drivkræfterne bag legendegavlen og indsamlingen, ligeledes overfor avisen.
»Det er lidt småt«
Det er Indsamlingsnævnet, man skal søge tilladelse til at lave indsamlinger hos. Der er dog en række undtagelser i de regler - almennyttige lotterier, indsamlinger til støtte for politiske partier og indsamlinger til gudstjenester skal eksempelvis ikke have en tilladelse.
Anne Frost fortæller, hun blev orienteret af Civilstyrelsen igennem e-boks for en 10-14 dage siden, og her hun haft mulighed for enten at melde sig enig i klagen eller komme med sine bemærkninger til sagen. Hun har valgt at gøre sidstenævnte, og deadlinen var 21. oktober.
Ifølge hende så er grunden til, at man ikke har meldt indsamlingen til Indsamlingsnævnet, at man mener, indsamlingen falder ind under nogle af de undtagelser, der er i Indsamlingsloven, herunder at den har været målrettet en specifik og særlig afgrænset gruppe, altså AGF-fans.
»Så det næste der sker, det er, at de skal tage stilling til, om de synes, at vi har ret i, at vi godt kan henholde os til de undtagelser, der er i loven, og så må vi se, hvad der sker,« siger Anne Frost.
»Men man kan ikke lade være med at synes, det er lidt småt. Også fordi der har været så god energi omkring det her projekt - endda også på tværs af klubber. Efter legendegavlen er kommet op, har folk jo bare syntes, det var fedt, og at det ville være skønt, hvis den slags gavlmalerier også spredte sig til andre byer,« siger hun.
Ifølge Civilstyrelsen - som Indsamlingsnævnet hører inde under - så kan nævnet melde en indsamling til politiet, og en ulovlig indsamling kan ende med at blive straffet med en bøde.
Men skulle det kommer dertil, kan det måske føre en ny indsamling med sig:
»Hvis de får en bøde for det der, så må vi jo lave en indsamling til den (bøde, red.),« siger ”Hvid Røg”-vært Sture Sandø i afsnittet, som du kan høre herunder.