Ekspert: Aarhus Kommune går med livrem og seler i sag om AGF-elskab

Et elskab nær Stadion Allé er blevet genstand for en del debat - og i visse kredse også forargelse.

For på Marselis Boulevard står et elskab, som denne sommer er blevet dekoreret med et stort AGF-logo. Men det skal allerede nu her få måneder senere males om igen, efter Aarhus Kommune i september modtog en henvendelse fra en borger, der undrede sig over, hvordan kommunen kunne give graffiti-kunstner Johan Wiklund lov til reklamere for »børsnoterede selskaber som AGF A/S«.

Seks dage senere kom man hos Teknik- og Miljø så også frem til, at det kunne man måske i virkeligheden heller ikke - værket skulle i hvert fald laves om med et nyt motiv, lød det i mailsvaret til borgeren, der havde henvendt sig.

Den beslutning var bl.a. en tur forbi kommunens jurister og en chef i kommunen, fortalte projektleder for Bedre Byrum i Teknik og Miljø, Marie Overgaard Nielsen, der samtidig også understregede, at det var en svær beslutning, forvaltningen havde truffet:

»Det er det jo, fordi det er jo ikke er et logo, som er bestilt af AGF, eller en reklame der er bestilt af en virksomhed. Det er en kunstner, som har fået kunstnerisk frihed til at udføre et værk,« sagde hun bl.a. her til avisen.

Ifølge hende gav sagen dog anledning til kigge på en mulig indskærpelse af kunstnernes kontrakter, hvor det fremover kunne komme til at fremgå, at det er forbudt at male logoer fra kommercielle aktører - og logoer i det hele taget, da det for nogle kunne tolkes som reklame og ikke kunst.

Men spørger man Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, så vurderer han umiddelbart, at Aarhus Kommune er gået unødigt langt i sagen med AGF-elskabet.

»Det er at gå med livrem og seler og være på den meget sikre side. At male skabet over med et nyt motiv, mener jeg ikke, man havde behøvet,« siger Sten Bønsing.

Han betoner bl.a. det, at der ikke har været tale om en bestillingsopgave fra kommunen, men at værket er resultatet af kunstnerens egen kreativ idé:

»Hvis kommunen nu havde bedt kunstneren om at lave nogle malerier, der reklamerede fra nogle virksomheder, så ville der være et problem. Men hvis de har givet ham frie rammer til at forskønne byrummet, og det så er den her måde, han har valgt at gøre det på, det mener jeg ikke, at man kan bebrejde kommunen, og det må man umiddelbart leve med,« vurderer professoren.

Han påpeger samtidig også, at motivet på elskabet kan ses som en del af en større kunstnerisk sammenhæng, bl.a. fordi flere af graffiti-malerens andre motiver - ligesom elskabet med AGF-logoet - har en form for gennemgående tema, hvor der bliver refereret til lokale gadenavne, seværdigheder eller historie.

Kopi, ikke kunst

Det er Ankestyrelsen, som fører tilsyn med, om de danske kommuner overholder gældende regler - herunder den del af kommunalfuldmagtsreglerne, der siger, at kommuner ikke må reklamere for private virksomheder.

Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, er i tvivl om, hvorvidt Ankestyrelsen vil udtale kritik af Aarhus Kommune i den pågældende sag - han vil dog ikke udelukke det:

»Men jeg kan godt forstå, kommunen har bedt kunstneren om at male et nyt motiv. Jeg har svært ved at kalde det kunstnerisk frihed eller en kunstnerisk fortolkning, når man maler et logo på den måde og efterligner det så minutiøst,« siger han.

Da værket har mere karakter af en kopi, mener Frederik Waage heller ikke, det kan føres ind under kategorien ”kunstnerisk frihed”, som Sten Bønsing lægger vægt på, og derfor er det ifølge ham også underordnet, at det er resultatet af kunstnerens egen ide og ikke noget, som kommunen har fundet på:

»Han (graffiti-maleren, red.) måtte eksempelvis gerne have tegnet en fodboldspiller, og der stod måske endda også AGF på deres trøjer - men så mindre markant. Men den her måde at male AGF’s logo på og så dominerende i motivet, der er der en risiko for, at det kan opfattes som reklame, også fordi reglerne er så firkantede på det her område,« siger Frederik Waage.

Men når du så alligevel er i tvivl om, hvorvidt kommunen vil modtage kritik for det her elskab, hvorfor er det så?

»Så er det fordi, at der et eller andet sted også må være en grænse for, hvor små sko man skal gå i, og hvor betydningsfuldt, det her er. Men jeg kan godt forstå kommunens reaktion, jeg tror måske, at jeg ville have gjort det samme, hvis jeg var i kommunens sted, fordi der har været de her ”trælse” sager, hvor der også har været nogle ”trælse” juraprofessorer, som har kritiseret kommunen,« siger Frederik Waage.

For det er ikke første gang, at Aarhus Kommune er i vælten, når det drejer sig om denne type sager, hvor man bliver anklaget for at reklamere for private virksomheder.

Tilbage i 2018 udtalte Ankestyrelsen kritik af Aarhus Kommune, da den øverste chef - borgmester Jacob Bundsgaard (S) - havde medvirket i en Youtube-video for frisørsalonen Slikhaar:

»Det er Ankestyrelsens opfattelse, at borgmesterens medvirken i videoen – uanset om anledningen til besøget i frisørsalonen kan betegnes som et virksomhedsbesøg – konkret fremstår som en anprisning af frisørsalonen frem for andre virksomheder.«

I 2021 var borgmester Jacob Bundsgaard igen hovedpersonen, efter han havde medvirket i en video, hvor han havde anprist Gartnergården i Skødstrups pizzaer. Videoen tog borgmesteren senere ned igen og beklagede »misforståelsen«, bl.a. efter kritik fra juraprofessor Frederik Waage.

Og samme år deltog borgmesteren også i en video for Danske Bank, men her afviste Ankestyrelsen, at der var sket et brud på reglerne. Aarhus Kommunes egne jurister afviste også fra start af, at der skulle være et problem, idet borgmesteren ifølge dem blot havde reklameret for Aarhus Kommune og ikke Danske Bank.