Fortsæt til indhold

AGF-legender lå tæt i ske på træningslejr

Tidligere topscorer gæster "Hvid Røg" og fortæller interessante anekdoter.

Sport
ksa

Mandarinen stjæler showet i denne uges ”Hvid Røg”, der er Jyllands-Postens AGF-podcast.

Det er kælenavnet på den rødhårede AGF-legende Søren Andersen, som tørnede ud for den aarhusianske fodboldklub over to perioder fra 1989-1993 og fra 2001-2003, hvor det i alt blev til 57 mål. Et af dem var i pokalfinalen mod B1903 i pokalfinalen i 1992. Her sejrede AGF med 3-0.

Michael '"Jøden" Christiansen og Sture Sandø står bag AGF-podcasten 'Hvid Røg'. Foto: Gregers Tycho

Værtsparret Michael ”Jøden” Christiansen og journalist Sture Sandø ringer ham op for at høre, om han vil have en matchworn landsholdstrøje tilbage fra en lytter.

Det vil Andersen meget gerne, og herefter går snakken om den helt særlige kultur, der prægede AGF i hans tid, om at løfte landspokalen, en sejrsfest med nogle uventede gæster og om mentoren, forsvarsdirigenten John Stampe.

Her får særligt en anekdote fra en træningslejr i Italien de helt store grin frem i studiet.

John Stampe her i kamp for AGF i 1988. Arkivfoto: Per Kjærbye

Her skulle 1. årssenioren bo på værelse sammen med John Stampe og ville egentlig helst sove på gulvet. Men da de nye værelseskammerater skulle sove lagde en sovende Stampe arm og ben over Andersen, så de lå i ske hele natten.

Søren Andersen sætter også sit præg på denne uges Almanak, og der sluttes af med et indslag fra Det Litterære Hjørne, der kræver, at man holder tungen lige i munden.