Farvel og tak til forhadt »bastard« og Danmarks »smukkeste« stadion: 23 år senere slutter det, hvor det hele startede

Søndag er det uigenkaldeligt sidste omgang med en mørkerød løbebane som rammen om fodbold og koncerter for enden af Stadion Allé, og et farvel og tak til de nu få tribuner, som – lidt endnu, men på lånt tid – stadig står med karakteristiske lysegrå plastsæder.

Det er sidste fløjt, tackling, tilråb, skuffelse og moment af eufori på det Aarhus Stadion, som har været mange aarhusianeres hjemmebane i nyere tid.

For snart bliver stadionet revet helt ned for at gøre plads til et nyt og mere moderne et af slagsen.

Første fodboldkamp på det engang nyrenoverede stadion var 28. oktober 2001 mod ærkerivalerne fra Brøndby – og 23 år senere er det så helt samme modstander, som igen står på den anden side af midterlinjen, når der skal sættes et endeligt punktum for den gennem årene så omstridte arena for enden af Stadion Allé.

Men hvad er det egentlig for et anlæg, som aarhusianerne nu siger farvel til? Kom med her på et tilbageblik på de sidste 23 år.

»En stor dag«

»Her i Århus har vi i mange år vidst, at vi havde Danmarks største idrætsanlæg. Nu kan vi med rette sige, at vi også har det smukkeste.«

Sådan lød det ifølge JP Aarhus fra daværende Teknik- og Miljø-rådmand Hans Schiøtt, da han fra en interimistisk scene indviede det nye stadion ved at klippe en snor med tre balloner over.

»Det er en stor dag. Vi har talt om denne ombygning i snart rigtig mange år. Så det er en enorm glæde at se det færdige produkt,« lød det fra daværende borgmester Flemming Knudsen.

7. juli 2001 var dagen, hvor et moderniseret Aarhus Stadion blev officielt indviet, og faktisk var ombygningen noget, man havde snakket og drømt om siden starten af 70’erne. Men det blev udskudt, og bl.a. kom planerne om Musikhuset også de tanker i forkøbet.

Men ved budgetforhandlingerne i 1995 kom der et gennembrud i de planer, for der blev der med borgmester Thorkild Simonsen i spidsen pludselig politisk enighed om at få stadion renoveret og ombygget.

I 90’erne kom der øgede sikkerhedskrav til de europæiske fodboldstadioner efter en række uhyggelige dødsulykker rundtom i Europa, og det var stærkt medvirkende til at sætte skubbe i ombygningen i Aarhus, hvor de engang mange ståpladser i den gamle Aarhus Idrætspark måtte lade livet til fordel for siddepladser og tribuner i to dæk.

Atletikbanen fik dog lov at blive, og faktisk blev den udvidet fra seks baner til otte. Men ikke uden kamp.

»Så kom den heftige debat. Skulle det være et kombineret fodbold- og atletikstadion eller kun til fodbold. Bølgerne gik meget højt, men endelig blev der enighed om den kombinerede med de argumenter, at fodbolden kun kunne benytte stadion 20 søndage om året, at der dyrkedes atletik hele året, at Team Danmark havde elitecenter for atletik i Århus, og endelig kunne atletikbanerne samtidig være en sikkerhedszone mellem fodboldbanen og tilskuerpladserne,« har tidligere direktør for Aarhus Idrætspark Ole Jean Nielsen forklaret til JP Aarhus.

»Bastard«

Atletikfolket var begejstret, og det fik da også lov at indvie det nye stadion sammen med politikerne 7. juli 2001 og med atletikstævnet Århus Games. Allerede i 2008 var det dog slut med stævnet, som med årene blev ramt af svigtende tilskuertal.

Fodboldfolket udviste bl.a. derfor også anderledes lunkne følelser over for at dele stadion med atletikfolket.

Mangeårig AGF-fan og i dag ansat hos den aarhusianske fodboldklub Søren Højlund Carlsen udtalte eksempelvis til Århus Stiftstidende i 2009 som byrådskandidat for Radikale Venstre:

»Det, man har nu, er en bastard, hvor man har to parter med en halv løsning hver. Jeg siger ikke det her for at nedgøre atletik. Jeg har den dybeste respekt for udøverne. Men det hænger ikke sammen, at de har et stadion med plads til 20.000 tilskuere til opvisning, når der kommer 50 betalende tilskuere.«

Tidligere AGF-forsvarer og landsholdsspiller Marc Rieper syntes egentlig også, man havde fået »et flot anlæg derude efter ombygningen«.

Men ...

»... løbebanen skal fjernes, så vi kan opleve den nærhed og stemning, som man kun oplever på et ”rigtigt” fodboldstadion med kort afstand mellem spillere og publikum. Det er synd, at vi snart er en af de eneste byer, hvor løbebanen ødelægger en stor del af fodboldoplevelsen,« sagde den aarhusianske forsvarsklippe til JP Aarhus i 2005.

»Vi forstår ikke et ord«

Første kamp på det nye stadion var 28. oktober 2001 mod Brøndby – og her var det ikke kun løbebanen, der fik hug i JP Aarhus’ reportage fra dagen:

»Og vi har kunnet nyde Århus Pigegarde, hvis man har den smag, og Østjysk Musikforsyning, hvis man er helt uden. Og siden dørene blev slået op klokken 13.30, har der været gaver til de første 500 børn under 15 år og bilshow for de lidt ældre. Og nu forstår man fra programmet, at det lille væsen helt ovre på den anden langside, der nu taler i mikrofonen, skulle være rådmand Niels Erik Eskildsen. Han taler og taler og taler. Men vi her på den høje langside kunne lige så godt have lyttet til kejseren af Kina: Vi forstår ikke et ord.«

»Siden den rare mand Kurt Andersen (tidligere storinvestor i AGF, red.) nu har været forbi med millionerne, mon så ikke der skulle kunne blive råd til et højttaleranlæg på dette nye, smukke stadion, så andre end publikum på den lave langside kan høre, hvad der bliver sagt?« skrev Jyllands-Postens journalist Poul Blak fra premierekampen.

En kamp, hvor modstanderen og ærkerivalen Brøndby allerede kom foran efter knap og nap 60 sekunder på et mål af Ruben Bagger. AGF’s polske midtbanemand Tomasz Mazurkiewicz fik dog udlignet cirka 10 minutter inden pausen, og før han selv måtte en tur på skadestuen med en blødning i øret efter et sammenstød med Brøndbys Kim Daugaard.

»Thomas Mazurkiewicz fik smasket en albue direkte ind i skallen, dommeren stod halvanden meter derfra, men han så det tilsyneladende ikke,« lød det tydeligt frustreret fra AGF’s daværende cheftræner, John Stampe, som måtte undvære midtbaneprofilen i resten af kampen.

Og i det 63. minut var det så Peter Madsen, der afgjorde kampen for vestegnsklubben – og AGF tabte dermed 2-1 i den udsolgte stadionpremiere. Det skulle dog blive til flere og større skuffelser for hjemmeholdet på det nye stadion.

Verdenshistorie i et mål

For i 2006 rykkede AGF for første gange ud af Superligaen, og man gjorde det igen i 2010 og 2014. Tre nedrykninger fra dansk fodbolds fornemmeste selskab på bare otte år og en nærmest kronisk tilværelse i bunden af superliga-tabellen gjorde ikke, at publikum ligefrem blev forkælet med et væld af store stadionoplevelser.

I de første år var nogle af de mest glansfyldte højdepunkter nærmest også en række træningskampe mod to af Europas mægtigste klubber.

I 2002 var det Manchester United med stjerner som Roy Keane, Ryan Giggs, Ruud van Nistelrooy og David Beckham, der udspillede et særligt sammensat FC Aarhus-hold med 5-0, og igen i 2005 og 2006 var der fint besøg, da FC Barcelona med bl.a. Xavi, Iniesta og Samuel Eto’o slog AGF hhv. 4-0 og 3-0 året efter.

Nogle år senere – i 2011 – var Danmark så vært for U21-EM i fodbold, og flere kampe – herunder finalen – blev spillet i Aarhus, hvor de unge spanske stjerner slog Schweiz 2-0.

Men også det danske A-landshold skulle komme på besøg hele ni gange på det nye stadion: fem testkampe, to Nations League-kampe og to EM-kvalkampe – herunder en historisk en af slagsen mod Spanien i 2007.

For ifølge det store spanske sportsmedie Marca var 13. oktober 2007 nemlig den dag, hvor den navnkundige og meget boldbesiddende spillestil kendt som ”tiki taka” bliver født på Aarhus Stadion. Mediet har helt præcis dateret Sergio Ramos’ 2-0-mål i den spanske 3-1-sejr som begyndelsen på det hele.

En scoring, som bliver tilvejebragt oven på et minut og 15 sekunders boldbesiddelse, 65 boldberøringer og 28 afleveringer, inden forsvarsspilleren chipper bolden i nettet.

»Det måske bedste mål i det spanske landsholds historie,« har Marca skrevet om målet i Aarhus, og spillestilen med de mange boldberøringer skulle de næste år føre Spanien til to EM-titler på stribe og landets første verdensmesterskab i 2010.

Stjernestøv og køkaos

Men det er ikke kun internationale sportsstjerner, der pryder stadion med deres besøg.

I 2010 er det dronning Margrethes 70-års fødselsdag, der bliver fejret med et større gymnastik- og musikshow, hvor blandt andre Tina Dickow, Poul Dissing og Thomas Helmig optræder.

Og selvom det flere gange bliver debatteret med en vis undren i det aarhusianske, hvordan Horsens, Herning og Aalborg igen og igen trækker det længste strå, når der skal flyves musikalske verdensstjerner ind til det jyske, så lykkedes det alligevel et par gange at få stablet større koncerter op for enden af Stadion Allé.

Elton John, Rammstein, AC/DC og Phil Collins er nogle af de kunstnere, der gennem årene kigger forbi Aarhus Stadion.

Stjernestøvet bliver dog i flere omgange også fulgt op med hård kritik af koncertafviklingen. En kritik, der som regel går på alt for lange køer til toiletter og boder og besvær med at komme ud og væk fra stadion igen.

Kommer igen

Stadionets mere hyppige bruger, AGF, kommer gennem årene også til at mærke det med den gentagne kritik – især for præstationerne på banen.

Men i slutningen af 2010’erne kommer så det, der ligner en forløsende jubel. Først i 2016, da AGF på hjemmebane spiller sig i den første pokalfinale i 20 år.

AGF’s Elmar Bjarnason scorer til 2-2 i overtiden mod AaB og cementerer finalepladsen, hvilket udløser en regulær baneinvasion af jublende fans. Kampen var dog bare ikke spillet færdig, så spillere og vagter måtte genne fans ud igen, da AGF ellers risikerede at blive taberdømt – så grelt går det dog ikke.

Og 26. juli 2020 er det, som om klubben for alvor kan sætte et umiddelbart punktum for den tristesse, der ellers i store dele af det ”nye” stadions levetid har tegnet fodboldklubbens resultater.

Igen hedder modstanderen Brøndby. AGF taber 1-0, men det ændrer ikke på, at holdet får overrakt de første medaljer i 23 år, da man med David Nielsen som træner slutter på en tredjeplads i ligaen.

Tre år senere, i 2023, gentager ”De Hviie” – nu med træner Uwe Rösler ved roret – så det kunststykke, bare endnu mere spektakulært, og igen mod Brøndby.

På et fuldstændig udsolgt og solbeskinnet stadion vender AGF i sidste spillerunde et truende 0-3-nederlag til 3-3 i løbet af de sidste 20 minutter – og endda med en mand i undertal i mere end halvdelen af kampen. Resultatet viser sig at være lige akkurat nok til at holde Viborg bag sig, som ellers ender på samme pointtotal som aarhusianerne, men AGF har den bedste målscore.

8. december 2024 er det så igen fodbolden, der skal sætte et nyt og bemærkelsesværdigt, men også et mere endegyldigt punktum. Ikke på en sæson. Men på 23 år med det stadion, som nogle engang kaldte »Danmarks smukkeste«, og andre for en »bastard«. Elsket og hadet. Men det ender der, hvor det hele startede – i en kamp mod ærkerivalen Brøndby.

Et opgør, som i nyere tid også har været rammen om nogle af stadionets mest mindeværdige kampe og budt på alt lige fra en aarhusiansk 5-1-triumf til en ydmygende 0-7-nedsabling.

Uanset hvor vildt, gråt eller bemærkelsesværdigt det end måtte ende oppe på måltavlen, så bliver der med søndagens pokalkamp uigenkaldeligt skrevet de sidste linjer til et helt særligt stykke Aarhus-historie.