Kylede med snebolde: Nu har AGF og FC Nordsjælland modtaget bøder
Det må man ikke ifølge reglerne.
Hvad koster det egentligt at kaste med en snebold på et superligastadion?
Et spørgsmål, de færreste nok har stillet sig - men nu alligevel får svaret på:
2.500 kr. er prisen pr. snebold.
For Fodboldens Disciplinærinstans har sendt bøder afsted til superligaklubberne AGF og FC Nordsjælland, efter de to holds indbyrdes møde 22. november i Farum.
Her endte tilhængere af de to hold nemlig med at kaste med fire snebolde, to fra hvert holds fans.
Det er i hvert fald hvad Divisionsforeningens kampdelegerede har indberettet til Fodboldens Discplinærinstans. Og det er helt lovteknisk og ifølge kendelsen i strid med: ”Divisionsforeningens cirkulære om sikkerhed og orden på stadion § 7.1, jf. DBU’s love § 30.1, nr. 3, jf. § 30.1, a).”
Af kendelsen fremgår det også, at sneboldene »ingen indflydelse« havde på kampens afvikling, men AGF og FC Nordsjælland får stadig hver især lov til at hoste op med 5.000 kr. for sneboldskasteriet på lægterne.