Fortsæt til indhold

Byens kommende fodboldstadion tager form: »Når vi er i flow, kommer vi til at sætte en søjle om dagen«

Den kommende stadions hovedtribune kommer til at skyde op i foråret, siger projektchef.

Sport

Stadion-projektet i Aarhus ramte fredag en milepæl med montage af de første tolv, hvide betonsøjler på det nu tidligere Ceres Park, som nu er forvandlet til en byggeplads i mindst to år.

De 102 søjler skal danne en markant del af facaden på det nye stadion og rejses løbende. De er 20 meter høje, vejer typisk 55 ton og er blevet støbt i Skive.

Gert Hedegaard er projektchef hos A. Enggaard, der står for stadionbyggeriet.

Han oplyser, at man i byggeperioden gennemsnitligt vil være 100 medarbejdere på pladsen for enden af Stadion Allé.

Gert Hedegaard, projektchef hos A. Enggaard, der står for stadionbyggeriet. Foto: Kim Skovrup Andersen

Nedrivningen fortsætter de næste par måneder, herefter gøres der klar til at støbe fundamenter til ydre områder.

»Det, man først kommer til at se, bliver denne her hovedtribune, der kommer til at skyde op i foråret som betonelementer,« siger projektchefen.

I øjeblikket bliver selve græsbanen fjernet, og jorden graves af.

»Når vi er i flow, kommer vi til at sætte en søjle om dagen,« siger Gert Hedegaard og forklarer, at der indimellem også skal placeres såkaldte krokodillebjælker og tribuneelementer.

Ifølge tidsplanen skal det nye stadion være klar i slutningen af 2026. Vejret kan godt få en indvirkning på byggeprocessen, hvis de to kommende vintre bliver ekstra hårde.

»Her i Danmark har vi et system, der tilsiger, at vi skal regne med et vist antal dage per måned som normalt passer til en dansk vinter, og det har vi med i vores tidsplan,« siger Gert Hedegaard og tilføjer:

»Vi skal være helt klar til Superligastart i foråret 2027, og det bliver vi.«

Betonsøjlerne er malet hvide med inspiration fra AGF. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix