Anne-Marie Rindom tredje finalist til Årets Sportsnavn
Sejleren Anne-Marie Rindom vandt OL-sølv og VM-guld i 2024. Hun gør nu håndboldherrerne og Viktor Axelsen selskab i konkurrencen om at vinde titlen som DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2024.
Når DR1 sender ’SPORT 2024’ live fra Jyske Bank Boxen i Herning den 4. januar klokken 21.00, vil en af aftenens store højdepunkter være kåringen af DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2024.
Finalefeltet er nu komplet.
Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse - og afslører i samme omgang navnet på den tredje finalist.
Tidligere blev herrelandsholdet i håndbold og badmintonspilleren Viktor Axelsen annonceret som finalister, og nu slutter den aarhusianske sejler Anne-Marie Rindom sig til finalefeltet.
Sølv ved OL og guld ved VM
Anne-Marie Rindom har i 2024 endnu engang bevist sin klasse som en af verdens førende sejlsportsatleter. Ved OL i Paris sikrede hun sig en sølvmedalje i ILCA 6-klassen, hvor hendes stærke præstationer allerede før finalen – det såkaldte Medal Race – havde sikret hende en solid føring og en sikekr sølvmedaljer.
Tidligere på sæsonen vandt hun VM-guld i Argentina - og også her afgjorde Rindom konkurrencen, før Medal Race overhovedet gik i gang, da ingen kunne true hendes position i tabellen.
Hyldest til de største sportsstjerner
Prisen som Årets Sportsnavn 2024, der uddeles af DIF og Team Danmark, anerkenderbåde sportslige præstationer og de atleter, der inspirerer danskerne.
»Anne-Marie Rindom er nærmest garant for en podieplads, når verdenseliten dyster i ILCA 6, og 2024 var ingen undtagelse. VM-guld og OL-sølv. Anne-Maries resultater taler for sig selv. Samtidig er hun en fantastisk repræsentant for Danmark og et forbillede, der også finder tid til og motivation i at give erfaring videre til unge atleter. Anne-Marie har i den grad fortjent nomineringen,« siger Lars Krarup, formand i Team Danmark.
Flere hædersbevisninger i 2024
Udover medaljerne har 2024 også bragt andre anerkendelser til Anne-Marie Rindom. I juni modtog hun Kulturministerens Idrætspris under DIF DM-ugen.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udtalte i den forbindelse:
»Anne-Marie Rindom er en af Danmarks fremmeste atleter – bare se hendes resultater ved VM, OL og meget andet. Men hun er ikke kun en god atlet. Hun er også en rollemodel for talenter inden for sejlsport og for kommende eliteatleter i det hele taget.«