Ny milepæl i stadionbyggeri: Kontrakt er underskrevet
»Det er vigtigt skridt for projektet,« siger Kongelund-chef.
Aarhus Kommune har nu underskrevet entreprisekontrakt med hovedentreprenør A. Enggaard angående det nye fodboldstadion i Aarhus.
Det oplyser Kongelundens Sekretariat.
Dermed er arbejdet nu for alvor er gået ind i byggefasen eller realiseringsfasen, som den også bliver kaldt.
Entreprisekontrakten er baseret på et såkaldt partneringsamarbejde mellem Aarhus Kommune som bygherre, Team Zaha Hadid som totalrådgiver og A. Enggaard som hovedentreprenør.
»Med underskriften af entrepriseaftalen er vi formelt set gået til realiseringsfasen i projektet. Det betyder blandt andet, at den såkaldte targetsum og tidsplanen nu ligger fast som en del af aftalen. Dermed er det et fælles ansvar i partneringkredsen at overholde dem. Og derfor er det et vigtigt skridt for projektet,« siger Lone Dannerby Paulsen, som er projektchef for Kongelunden.
Hovedproblemet har været, at så længe kontrakten ikke har været underskrevet, har projektet principielt befundet sig i projektforslagsfasen, hvor den endelige targetsum og den endelige hovedtidsplan endnu var bindende aftalt mellem Zaha Hadid Limited, A. Enggaard og Aarhus Kommune.
Det er den nu, og det betyder, at targetsummen fastlåses, og at den kun kan ændres som følge af bygherrens anmodning om projektændringer.
Derudover fastlåses den såkaldte hoved- og udførelsestidsplanen. Endelig træder incitamentsaftalen med over- og underskudsdeling i kraft i tilfælde af, at den endelige anlægssum afviger fra targetsummen.