Fortsæt til indhold

Stærkeste sprinterfelt på dansk grund nogensinde tørner sammen i Aarhus

Aarhus Sprint’n’Jump bliver skudt i gang for fjerde gang med fart, spænding og forventede verdensklassepræstationer.

Sport
ksa

21. januar bliver Aarhus centrum for international atletik, når Aarhus Sprint’n’Jump løber af stablen for fjerde gang.

Med sin klassifikation som World Indoor Tour Bronzelabel tiltrækker stævnet nogle af verdens bedste atleter inden for sprint- og springdiscipliner.

Det sker fra klokken 16.55 til 21 på Aarhus Atletik- og Løbeakademi, som ligger Havreballe Skovvej 11.

Ifølge arrangøren kan publikum se frem til en aften fyldt med fart, spænding og verdensklassepræstationer.

»At vi i Aarhus er i stand til at tiltrække et felt med så høj international kvalitet, vidner om, at vi har formået at skabe et atletikstævne i absolut verdensklasse. På trods af et mikroskopisk budget i forhold til vores konkurrenter skaber vi genklang i hele atletikverden ved at skabe en unik stemning, hvor tilskuerne kommer helt tæt på banen. Atletik kan ganske enkelt ikke opleves på en bedre facon,« fastslår stævnechef Sebastian Skejø i en pressemeddelelse.

Han nævner et højdepunkt, som er 60 meter for mænd, hvor Simon Hansen (dansk rekordholder på 100 meter og OL-deltager i Paris), Kojo Musah (dansk rekordholder på 60 meter) og Emil Mader Kjær (tredje hurtigste dansker nogensinde) stiller til start i det stærkeste felt nogensinde samlet på dansk grund.

»Med så skarpe navne er der stor sandsynlighed for både halrekord og muligvis en ny dansk rekord,« siger stævnechefen.

Derudover er der følgende discipliner:

• 60 meter hæk for kvinder: Dansk rekordholder Mette Graversgaard tager imod international konkurrence anført af Marion Fourie fra Sydafrika, tidligere sølvvinder ved de afrikanske mesterskaber.

Aarhus Sprint’n’Jump arrangeres for tredje gang. Pressefoto

• Længdespring mænd: Kasper Larsen, dansk mester i længdespring, udfordres af flere internatioanel atleter, hvor fire har sprunget over 8 meter. Derudover deltager hollandske Jöel de Jong, der i sommers vandt PL-guld i længdespring for paraatleter.

• 60 meter kvinder: Her deles favoritværdigheden mellem amerikanske Amira Young og egyptiske Bassant Hemida. Begge kvinder har været tæt på at bryde de magiske 11 sekunder på 100 meter udendørs.

• 60 meter hæk for mænd: Med fra start er indehaveren af halrekorden, polske Krzysztof Kiljan, som er tidligere EM-finalist.

Derudover konkurreres der i 60 meter og længdespring for paralympiske atleter hos både mænd og kvinder.