Sådan kommer du til bold: Undgå p-bøde, når du skal til kamp på nyt AGF-stadion – har indsat tusindvis af gratis p-pladser her
Guide: Den aarhusianske fodboldklub både opfordrer, men regner også med, at en større andel vil tage den kollektive transport til det midlertidige stadion i Vejlby, hvor »busforbindelserne er bedre«, og der også er mulighed for at tage letbanen.
Alle de traditioner, som fodboldgale aarhusianere og tilhængere af byens hold i årtier har samlet sammen ude i Marselisborgskovene og for enden af Stadion Allé, bliver i slutningen af februar for alvor rykket op med rode.
For den 23. februar hedder AGF’s nye hjemmebane pludselig Ceres Park Vejlby – eller i folkemunde blot Vejlby Stadion.
Dermed begynder også en slags fodboldfolkevandring fra den sydlige del af midtbyen mod nordbyen – og der gælder helt nye transport- og parkeringsvaner for de aarhusianere, der skal ud og se ”de hviiee” spille hjemme i weekenden.
Så hvad gør du? Hvordan kommer du til bold i Vejlby? Og hvor pokker parkerer du henne?
Vi har spurgt AGF.
3.000 p-pladser
Det bliver et mindre stadion end vanligt, som de hvide trøjer kommer til at entrere. Det gamle Ceres Park havde – inden nedrivningen – en kapacitet på mere end 19.000 tilskuere. Til sammenligning har det nye, midlertidige stadion i Vejlby ”kun” plads til 12.000.
Dermed må man også formode, at der skal bruges færre p-pladser end vanligt.
AGF’s egne trafikmålinger fra det gamle stadion viser, at 60 pct. af publikum, der sad på tribunerne til klubbens kampe, ankom til stadion i bil. Og i hver bil sad der i snit 2,7 personer.
Tager man de tal og overfører til stadion i Vejlby, skal der cirka bruges parkeringsplads til 2.667 biler. Et tal, der heller ikke er langt fra det antal p-pladser, som Aarhus-klubben allerede har sikret sig langs Randersvej – mere end 20 minutters gang fra Vejlby Stadion.
Det er dog ikke meningen, at man som fan er nødsaget til at skulle gå en længere tur til stadion fra p-pladserne på Randersvej:
»I den information, vi sender ud, anviser vi knap 3.000 p-pladser ved Randersvej, hvor man kan parkere gratis uden risiko for at få en parkeringsbøde af kommunens cityassistenter, der vil være at finde på vejene omkring Vejlby Stadion,« forklarer Bo Jensen, projektleder i AGF, i et skriftligt svar til avisen og tilføjer:
»Fra de p-pladser, vi anviser, kan man stige på en shuttlebus, der holder tæt på Vejlby Stadion.«
Shuttlebusser »i pendulfart«
Shuttlebusserne, der bliver gratis at benytte, kommer til at køre »i pendulfart« til Vejlby Stadion, lyder det fra fodboldklubben. Helt præcis kommer der til at være to shuttlebuslinjer til stadion, som man kan køre med fra p-pladserne ved Randersvej – og med flere busser afsat til hver linje.
AGF oplyser, at man bl.a. har indgået aftaler om lån af p-pladser hos virksomheder og uddannelsesinstitutioner i området omkring Randersvej hos eksempelvis Aarhus Tech, DR, Rambøll, VIA og Vestas.
Den nærmere trafikafvikling er man dog stadig i dialog med myndighederne omkring, fortæller AGF. Men de nærmere detaljer bliver sendt ud:
»Vi sørger for at sende information omkring trafikforholdene ud til alle billetkøbere og abonnenter, og vores anbefaling er, at man læser denne information, inden man tager afsted, og er afklaret med, hvordan man finder vej – hvad enten man kommer i bil, med bus, på cykel eller gåben,« skriver Bo Jensen.
»Vi vil derudover gerne slå et slag for, at man tager cyklen eller bus/letbane, hvis man har mulighed for det. Og endelig vil vi gerne appellere til, at hvis man kommer i bil, at man så benytter de p-pladser, vi anviser, og undlader at parkere på steder, der er til gene for områdets beboer,« skriver Bo Jensen fra AGF.
Regner I med, at parkeringen kommer til at give udfordringer for fans? Eller er vilkårene næsten bedre i det nordlige Aarhus end for enden af Stadion Allé, som I ser det?
»Vi håber naturligvis, at de foranstaltninger, vi gør, og den information, vi sender ud, kan bidrage til, at trafikafviklingen forløber fornuftigt, men da der ikke tidligere har været et tilsvarende tryk, er det svært at sige. Vi kommer helt sikkert til at gøre os nogle erfaringer efter de første kampe, som vil føre til justeringer,« oplyser Bo Jensen.
Teknik- og Miljø-forvaltningen i Aarhus Kommune, som er blandt de ansvarlige for de kommunale veje og den kommunale parkering, oplyser ligeledes til avisen i et kort skriftligt svar, at man også kommer til at have et fokus på bilernes færden, når Superliga-bolden flytter til nordbyen:
»Vi vil være opmærksomme på, at der ikke parkeres til gene for naboerne eller til fare for fremkommeligheden. I særdeleshed for redningskøretøjer.«
Tror flere tager bussen
Men måske kommer der – til cityassistenternes hjælp – også en procentuel mindre andel fodboldfans i bil til stadionet i Vejlby, end det man kunne udlede af de gamle trafiktal fra AGF’s gamle hjemmebane for enden af Stadion Allé.
Det er i hvert fald både forventningen og et håb fra AGF, at man kan øge andelen af tilskuere, der benytter de kollektive transportformer.
»Hidtil har det været 10 pct. (der er kommet til fodbold med offentlig transport, red.), men fordi busforbindelserne er bedre omkring Vejlby Stadion, og fordi det også er muligt at benytte letbanen, er det vores ambition at øge denne andel til 20 pct.,« skriver AGF’s projektleder, Bo Jensen.
Foruden at orientere sig i de informationer, klubben kommer til at sende ud, og at man tager den kollektive transport eller cyklen, så opfordrer AGF også til, at man tager hjemmefra i god tid, og at man husker at vise »hensyn til områdets beboere og brugerne af de forskellige idrætsfaciliter i og omkring Vejlby Risskov Centret«.
Og så må man også gerne udstyre sig selv med tålmodighed:
»Ikke mindst efter kampene, når alle skal forlade området. Så er vi ret fortrøstningsfulde, i forhold til at alle får en god oplevelse,« skriver AGF’s projektleder.
AGF’s første kamp på stadionet i Vejlby bliver søndag den 23. februar mod AaB.