Fortsæt til indhold

AGF-direktør fangede spiller i rengøringsrum og sportschef var »skidetosset«: Har du stjålet PC's pc?

Fortrolige oplysninger som klubbens spillerbudget stod på computeren, der pludselig forsvandt midt under en træningslejr, afslører AGF-direktør Jacob Nielsen i podcast.

Sport

AGF-spillerne pudser i disse dage formen af i Sydspanien med en række træningskampe, inden det for alvor går løs i Superligaen 16. februar.

Tre kampe skal aarhusianerne bl.a. spille i det spanske.

Men en træningslejr består også af meget andet end blot træning og de kampe, offentligheden spagt kan følge med i fra distancen.

Som tidligere AGF-spiller Martin Spelmann forklarede i seneste udgave af Jyllands-Postens AGF-podcast ”Hvid Røg”, så er træningslejre noget, spillerne som regel ser frem til, og et sted hvor der også kan tankes ekstra point ind på holdånds-kontoen:

»Som oftest er du nogle steder, hvor det er udenfor sæsonen, og alt er dødt, og alt er lukket ned. Og det der med at kunne tage ud at spise som hold og have en aften med drengene; det giver mere, end man lige tror. Og de nye spillere kommer også ind på holdet på en anden måde,« fortalte han.

Martin Spelmann havde i det foregående afsnit også et såkaldt stafet-spørgsmål med til den hemmelige, næste gæst i podcasten. En gæst, der i det seneste afsnit, viser sig at være AGF’s administrerende direktør Jacob Nielsen.

Og spørgsmålet fra midtbaneslideren, som ellers går ud på at nævne en sjov og løn-relateret anekdote, bringer AGF-direktøren i retningen af en mere kuriøs anekdote fra en træningslejr, som involverer netop Martin Spelmann og den tidligere AGF-sportschef Peter ”PC” Christiansen og dennes computer:

AGF-direktør Jacob Nielsen (tv.), tidligere AGF-cheftræner Glen Riddersholm og Martin Spelmann. Foto: Ernst van Norde

»Når vi lige er ved Spelmann på træningslejr, så er jeg simpelthen nødt til at sige, at næste gang han er med, så skal I stille ham et spørgsmål; om han godt vil gå til erkendelse og indrømme, at det var ham, der tog PC’s pc, som PC havde glemt nede ved buffeten,« siger Jacob Nielsen.

»Den her pc blev taget, og problemet var lidt, at der var en masse fortrolige ting på, bl.a. et lønbudget, som jeg tror, at man nærmest kunne åbne. Det har nok været sådan, at skærmen blev lukket i igen, eller hvad man siger, at den gik i sort.«

Men gik i sort, det gjorde Peter ”PC” Christiansen, der i dag er sportsdirektør i tyske Wolfsburg, angiveligt også. For han blev ifølge Jacob Nielsen »skidetosset« over forsvindningsnummeret.

Fanget på kamera

Ifølge Jacob Nielsen så var Martin Spelmann i sin tid i AGF en del af en lille klike, der bestod af målmand Steffen Rasmussen og angriber Morten ”Duncan” Rasmussen:

»Og de lavede alt muligt gak og gøgl på den der træningslejr,« fortæller direktøren.

Herunder en prank, som angiveligt gik ud på at snuppe sportschefens pc. Men her gik der ikke længe, inden AGF-direktøren uforvarende blev involveret i løjerne på hotellet:

»PC blev så sur, og så var de nødt til at levere den her pc tilbage, men kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan fanden de skulle gøre det. Så det endte med, at det lige pludselig bankede på min dør. Og så åbner jeg, og så står PC’s pc ude foran min dør,« siger Jacob Nielsen.

Men ude på hotelgangen var der umiddelbart ikke nogen levende sjæl at spore:

»Jeg ved, at på den her hotelgang, der kan vedkommende ikke være løbet ret langt væk, og så går jeg og leder efter personen, der må være et eller andet sted. Og så er der sådan et rengøringsrum, hvor døren står på klem - og så tænker jeg, det her bliver sjovt. Så begynder jeg at optage det, der nu kommer til at ske... så jeg har en video af det, hvis Spelmann skulle have glemt det,« siger Jacob Nielsen.

»Der står han - og gemmer sig i det her rengøringsrum - helt stille. Og det næste, der sker, er, at han simpelthen ender med at flygte. Jeg vil egentlig bare interviewe ham og sige: ”Vil du godt erkende, det var dig”. For PC var jo skidetosset over det her, og PC var overbevist om, at jeg var involveret i det, men nu havde jeg så bevis for, at det var jeg ikke,« fortæller Jacob Nielsen.

Ifølge fodbolddirektøren var bagmændene til den forsvundne pc dog altså nogle af truppens endnu mere rutinerede kræfter:

»Så nu har jeg sådan set afsløret det, og han (Martin Spelmann, red.) måtte gå til bekendelse. Men de prøver stadigvæk den dag i dag at bilde PC ind, at det var mig, der var ”bad guy” i det der, og det kan jeg love jer for, at det var det i hvert fald ikke. Men ingen tvivl om, at Steffen Rasmussen og Morten ”Duncan”, fik Spelmann til at lave det job der. 100 procent. De var lige så meget involveret i det,« slutter Jacob Nielsen.

Du kan høre hele det længere interview med AGF-direktøren, som bl.a. også kommer ind på, hvordan AGF’s nye fodbolddirektør Carsten V. Jensen havnede i Aarhus, og hvordan det midlertidige stadion endte med at skulle have adresse i Vejlby.