Fortsæt til indhold

Vigtige point og millioner på spil i Hulen klokken 15

To point mod Team Sydhavsøerne kan være forskellen mellem nedrykning og økonomisk stabilitet for Djurslands eneste seriøse elitesatsning.

Sport

Norddjurs Håndbold står over for en afgørende kamp mod Team Sydhavsøerne lørdag klokken 15 i Nørre Djurs Hallen.

Efter 16 runder ligger Norddjurs blandt de tre hold på nedrykningspladserne, men en sejr kan ændre holdets på tingene og give yderligere tro på, at der vanker en ny sæson i 1. division efter sommerferien.

»Vores fire næste kampe bliver definerende for vores sæson, og om vi kan realisere målet om at sikre os en sæson mere i 1. division,« siger assistenttræner Jan Mathiesen

Team Sydhavsøerne skuffer

Team Sydhavsøerne har ikke vundet deres seneste syv kampe. Det giver Norddjurs en gylden mulighed for at tage to vigtige point.

På trænerbænken sidder den tidligere landsholdsspiller og damelandstræner Klaus Bruun Jørgensen, støttet af Jakob Green, tidligere spiller for Team Tvis Holstebro, AG København og GOG og med 13 A-landskampe i bagagen.

To tidligere landsholdsspillere i staben giver allerede et fingerpeg om, at det er to klubber, der i dag tørner sammen, med vidt forskellige økonomiske forudsætninger.

Selvom Norddjurs Håndbold har et årsbudget på 1,8 mio. kroner og et ApS i ryggen, er spillerne fortsat amatører, og kun fire er på kontrakt.

Taler ikke om nedrykning

»Vi taler ikke om nedrykning, fordi vi har fokus på det sportslige og tror på os selv. Vi har en klar forventning om, at vi kan blive i 1. division og bruge et års erfaring til at udvikle holdet og truppen yderligere,« lyder det optimistisk fra Jan Mathiesen.

En sejr i dagens kamp vil ikke kun lune på pointkontoen, men også på direktionsgangen hos Norddjurs Håndbold, hvor direktør Karen Kristensen skal få udgifter og indtægter til at nå sammen.

Mon ikke Team Sydhavsøernes direktør bider endnu mere negle inden dagens opgør.

Det vil være noget nær en katastrofe, hvis holdet ender med at stå med sorteper.

Senest var Team Sydhavsøerne tæt på at blive slået ud af pokalturneringen af et 3. divisionshold.