Fortsæt til indhold

Vær med når de lokale pokalmestre skal fejres

Når Randers Kommune fejrer Randers Cimbria, har du din chance for at møde spillerne.

Sport
ceb

Randers Cimbria skrev historie, da holdet for nylig blev pokalmestre. Det var nemlig første gang, at klubben sikrede sig pokaltitlen i basketball.

Det skete efter en intens og dramatisk finale mod Bakken Bears fra Aarhus. Kampen var en sand gyser, hvor føringen skiftede flere gange, men i de afgørende sekunder trak Randers det længste strå. Kampen endte med en sejr på 76-75.

Stemningen i hallen var elektrisk, hjertet hamrede i brystet på både spillere og fans, mens sekunderne tikkede ned. Da slutfløjtet lød, eksploderede jubelen, og tårer af glæde trillede hos både spillere og tilskuere. Det var en triumf, der har været længe undervejs - en forløsning efter tidligere finalenederlag i 2015 og 2023.

Mød alle spillerne

Den historiske titel skal nu fejres - og du er inviteret. Torsdag 6. februar klokken 15 modtages hele Randers Cimbrias hold og trænerstab på Det Gamle Rådhus, hvor borgmester Torben Hansen (S) officielt vil hylde holdet for deres imponerende bedrift.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Efter ceremonien i byrådssalen - forventeligt klokken 15.45 - inviteres alle til at møde spillerne og fejre dem på torvet foran Det Gamle Rådhus i Randers.

»Denne triumf er ikke kun en sejr for holdet, men en sejr for alle sportsglade randrusianere, og derfor opfordrer Randers Kommune alle borgere til at møde op på Rådhustorvet for at fejre byens basket-helte. Lad os sammen hylde Randers Cimbria og fejre deres historiske bedrift,« står der i pressemeddelelsen.