Fortsæt til indhold

OL-randrusianer blev Årets Sportsnavn: »Det er enormt stort«

Det er tredje gang, at årets vinder modtager prisen.

Sport
ceb

Fredag aften blev idrætslivet i Randers Kommune hædret og fejret i Arena Randers. Aftenens hovedpris var titlen som Årets Sportsnavn, der gives til en individuel atlet eller et hold, som har leveret ekstraordinære præstationer på nationalt eller internationalt niveau.

Blandt fire nominerede gik prisen som Årets Sportsnavn 2024 til Malene Kejlstrup. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Den 22-årige BMX-rytter har været på en rejse fra at være amatørrytter i Romalt Bakker til at træde ind på den helt store internationale elitesportsscene. I år skal hun deltage ved VM i København.

Malene Kejlstrup modtog prisen for sine imponerende sportslige præstationer, hvor hun har demonstreret talent, hårdt arbejde og engagement i sin disciplin.

Malene Kejlstrup, der er tilknyttet Randers BMX, havde et forrygende år i 2024, hvor hun blandt andet repræsenterede Danmark ved OL i Paris. Her kæmpede hun sig til en semifinaleplads, men finalen glippede desværre.

Derudover sluttede hun sæsonen som nummer 10 på verdensranglisten og sikrede sig endnu en dansk mesterskabstitel.

Titlen som Årets Sportsnavn modtager Malene Kejlstrup for tredje gang. De to første gange var i 2019 og 2022. Ud over æren og anerkendelsen følger der med prisen en check på 20.000 kroner.

»Det er helt vildt. Det er kæmpestort at modtage prisen tre gange. Hvert år er der andre kandidater, som er ligeværdige med mig. Og som også er gode og kæmper lige så hårdt og laver gode resultater. Så det er enormt stort, og jeg er virkelig glad,« siger Malene Kejlstrup i pressemeddelelsen.