Fortsæt til indhold

All Stars Kvindelandsholdet bringer fodboldmagi til lokalt stadion

Tidligere landsholdsstjerner som målræven Merete Pedersen, superteknikeren Anne Dot Eggers og ankerkvinden Katrine Pedersen er potentielle gæster i Ryomgård i maj til fodboldfest.

Sport

Den 24. maj 2025 bliver en dag fyldt med fodbold og fest, når All Stars Kvindelandsholdet gæster Ryomgård for at spille mod IF Midtdjurs’ jyllandsserie kvinder.

I All Stars Kvindelandsholdets bruttotrup på cirka 40 navne finder man velkendte spillere som Merete Pedersen, Anne Dot Eggers og Katrine Pedersen.

Da holdet udtages fra en bruttotrup, varierer startopstillingen fra kamp til kamp.

Alle spillere i truppen har spillet på A-landsholdet, men nogle har flere landskampe i støvlerne end andre.

Kamma Flæng, cheftræner i IF Midtdjurs, får besøg af nogle af sine gamle landsholdskammerater 24. maj. Arkivfoto

En dag med fodboldfest

Lørdagens arrangement indgår i Store Stadiondag og byder på en hel dag med fodboldaktiviteter, der starter med et lille stævne for 3-mands hold om formiddagen.

Inviterede hold fra omegnsklubberne vil deltage, og der vil være turneringskampe på banerne hele dagen.

Højdepunktet bliver naturligvis opvisningskampen kl. 15.00, hvor IF Midtdjurs’ kvinder får æren af at spille mod nogle af de største stjerner, der tidligere har repræsenteret det danske kvindelandshold.

Flæng med?

IF Midtdjurs trænes af Kamma Flæng, der nåede at spille 43 A-landskampe og score 9 mål.

Snart 49-årige Kamma Flæng trak i rødt og hvidt ved VM i Sverige i 1995, OL i Atlanta i 1996 og EM i Norge i 1997.

Hvorvidt Kamma Flæng selv spiller med på All Stars Kvindelandsholdet i Ryomgård, vides først i dagene op til kampen.