Fortsæt til indhold

Store planer om ultra-ultraløb i Dyrehaven

Østjysk mand bag ultraløb har endnu vildere planer om få år.

Sport

Siden sin dåb som Race Director for ultraløb i 12, 24 og 48 timer i Dyrehaven i Skanderborg er der sket meget for Casper Johnny Poulsen.

I 2024 var han vært for sit første ultraløb, og nu planlægger han at lægge et ekstra lag på.

»Vi kunne rigtig godt tænke os at have 10 dages løb hernede,« siger Casper Johnny Poulsen med et stort smil.

Der er ingen tvivl om, at ambitionerne er store, og han er ikke i tvivl om, at det ville blive godt besøgt af ultraløbere.

»Vi har udsolgt til vores løb i efteråret, og der er ikke særlig mange 10-dagsløb. Det er mere ekstremt, men vi har allerede fået flere tilkendegivelser fra folk, der godt vil være med,« siger Casper Johnny Poulsen.

»Det er meldt ud flere steder i løbeverden, at vi regner med et 10-dags løb i 2027,« siger Casper Johnny Poulsen.

Han fortæller, at 10-dagsløbet ikke vil være på samme tid som Skanderborg Ultra med 12, 24 og 48 timer.

»Der skal være flere lyse timer, når man skal løbe i 10 dage, så det bliver nok i april eller maj. Det skal heller ikke falde sammen med Smukfest i august,« fortæller han.

Casper Johnny Poulsen føler sig også klar til at arrangere og være vært for et endnu større løb.

»Vi har ramt den lige på. Vi i styregruppen brugte meget tid det første år på at snakke hele løbet igennem. Så har vi opgraderet alt inde bagved og finpudset løbet tildet i 2024.«