Var centrum for mystisk politiaktion – men søndag er det en flok "tossede" AGF-fans, der rykker ind

Først sætter de sig til rette på det samme gamle værtshus, som de altid har gjort.

Og når der så er cirka to timer til, at dommeren fløjter kampen i gang, så ved de også, hvor de står og tjekker holdopstillinger, snakker med udeholdets fans og drikker pilsner:

Det er ved skovsøen, et stenkast fra Aarhus Stadion - som sædvanlig.

Men pludselig er hjerteklubben AGF - som nogle af dem endda også kommer langvejs fra for at se - flyttet til Vejlby. Godt nok kun midlertidigt, men hvad gør man så med sådan et sceneskift? Og hvad gør man med de gamle traditioner og kampritualer, der ellers har været mejslet i sten efter års gentagelser?

Det er sikkert spørgsmålet for flere AGF-tilhængere i disse dage.

Ét spørgsmål AGF-fanfraktionen ”Tossehjørnet”, som har små 32 år på bagen, også har måttet stille sig selv.

For igennem årene har medlemmerne troligt kunnet regne med, at man mødtes på først Boulevard Caféen og derefter ude ved den store stadionsø inden AGF’s hjemmekampe.

Så da flytningen til den nordlige Aarhus-forstad nærmede sig, så måtte fangrupperingen naturligvis sende sine mest lokalkendte medlemmer ud for at rekognoscere det nordlige Aarhus - i jagten på at finde både en ny stadionsø, men også et nyt stamværtshus.

Vi har taget en snak med en af dem, der har fået den opgave tildelt at finde de nye ”vandhuller”. Vi har talt med mangeårig AGF-fan og Tossehjørnet-medlem Morten Kock, der med ”de hviies” ankomst til Vejlby, er havnet i drømmeland.

Jagten på en ny sø

»Jeg bor selv ude i Vejlby. Så til at starte med, mente folk jo, at det var mig, der skulle stå for at grave en sø ude i baghaven ved det bette rækkehus, min kone og jeg bor i,« siger han.

»Det sidste halve år, er der jo ikke gået en dag, hvor jeg ikke er blevet spurgt til, hvordan det går med den sø der.«

Men det nærmeste, Morten Kock er kommet en sø på hjemmematriklen, er, at han har overvejet at få fingrene i en af de plastic-hejre, man kan få i Plantorama, fortæller han og griner.

Nej, fanfraktionens nye mødested med en sø har han måttet finde et andet sted end i sin egen have.

Men hvad er det egentlig, der er med den gamle skovsø, som I har besøgt igennem så mange år? Hvorfor er den så vigtig?

»Det har jo bare altid været dét sted, man mødes. Folk kommer defilerende forbi – om man er medlem af Tossehjørnet eller ej, så er der jo tusinde andre mennesker, der har været forbi og hilse på. Udeholdets fans ved også, at kommer de derned - så får de en pilsner stukket i hånden og et klap på skulderen,« siger Morten Kock.

»Vi kan stå 10, 15, 20, 50 mennesker nede ved den sø, og så kan vi jo høre bilerne dytte, folk der råber, og verdenen, som bare går forbi ned ad Stadion Allé.«

»Det er sådan et lille samfund i samfundet, når vi står dernede ved søen og tjekker holdopstillinger inden kampen og er sikre på, at vi vinder 4-0. Andre gange er det jo kraftedeme også lige før, telefonen og det hele ryger i søen. For den holdopstilling kunne vi sgu have sat meget bedre,« siger Morten Kock og griner.

Fodbold er følelser og fællesskab, siger man, og det også det, der er ekstra meget plads til ude i skoven, søen og i det »samfund i samfundet«, som fanfraktionen har skabt gennem årene. Men nu skal man med stadionflytningen til Vejlby så finde et nyt fast holdepunkt.

Noget helt andet

Og her er det slut med de vante træer som kulisse. For valget på ny ”stadionsø” er – foreløbigt – endt med Vorrevangsparken i Aarhus N - cirka 15 minutters gang fra stadion.

En rigtig skovsø i Mollerup var også oppe at vende, men den ligger på den forkerte side af stadion i forhold til, hvor de fleste af fanfraktionens medlemmer kommer fra, siger Morten Kock.

Så nu er det i første omgang en åben park omgivet af en kolonihave til den ene side og et villakvarter til den anden side, hvor man kommer til at mødes inden AGF-kampe.

For en måneds tid siden var parken sågar også centrum for det, flere medier kaldte en ”mystisk politiaktion”. Dykkere var i søen for at lede efter genstande i forbindelse med efterforskningen af en gammel straffesag, lød det.

»Så nu er det tydeligt, at vi kommer til at stå et helt andet sted, hvor man ikke ved, hvad der findes af slyngler og banditter. Men dem skal vi sgu nok få fjernet,« siger Morten Kock og griner.

Trods alt det vigtigste

Man har også måttet søge og google efter et nyt Boulevard Caféen, og her er Frederiksbjerg endt med at blive skiftet ud med Trøjborg.

»Folk kommer jo vidt forskelligt steder fra, og for mange er Peder Wessel alligevel på vejen. Men jeg vil jo måske have syntes, at enten min forhave eller Beefeater ved Veri Centeret havde været mere passende for mig. Men altså, jeg tager da gerne en tur op på Trøjborg og får min kone til at køre mig der op, og så tage retur mod Vejlby,« siger Morten Kock.

Det vigtigste er trods alt, at man er sammen med dem, man plejer at se bold med:

»Fællesskabet er så stor en del af det. Jeg vil være ked af at sætte procenter på, hvad der er vigtigst: Selve kampen eller alt det inden og efter. Men i bund og grund betyder det sgu nok lige så meget at mødes før og snakke sammen bagefter.«

»I Tossehjørnet kommunikerer vi jo hele døgnet rundt på vores egen lille fodboldtråd. Der sviner vi jo både hinanden til og alle de andre hold - især Brøndby og FCK,« siger Morten Kock.

I drømmeland

Tossehjørnet kunne tage hul på sin nye stadionsø i Vorrevangsparken i forbindelse med den træningskamp og generalprøve, AGF havde arrangeret mod FCK 8. februar.

»Det var ikke det samme. Selvfølgelig er det ikke det. Men lige pludselig er det jo,« siger Morten Kock, der er overbevist om, at det hele nok skal blive godt.

Selve træningskampen og den uofficielle stadion-premiere endte 4-3, og blev set fra den nye og omdiskuterede endetribune på B2:

»Der var syv mål, man ikke så,« siger han og griner.

Morten Kock håber der bliver korrigeret lidt på forholdene, så udsynet bliver bedre. Men selve synet af at AGF nu er kommet til Vejlby og hjem til det, man kan kalde Morten Kocks baghave, fejler intet ifølge den lokale AGF-fan:

»Det er jo eventyrligt fedt. Da jeg gik ud af døren til kampen mod FCK, åbner jeg hoveddøren, og det drysser lidt ned med sne, og så råber jeg til konen: ”Kom så de hviie!” - og det første, jeg så hører, det er, stadionspeakeren hjemme i min forhave.«

»Så kigger jeg bare på min kone og smiler, og så siger hun: ”Du er jo i drømmeland nu”. Ja, det er jeg jo,« siger Morten Kock.