Fortsæt til indhold

Tantholdt afslører: Kasino i Aarhus har givet ham livstidskarantæne

»...og så sagde jeg til udsmideren, at han havde en meget lille diller, og det skulle jeg ikke have sagt,« fortæller TV2-korrespondenten.

Sport

De fleste kender nok TV 2’s udenrigskorrespondent Rasmus Tantholdt fra alverdens brændpunkter, når han eksempelvis rapporterer fra krigshærgede områder i Mellemøsten eller Ukraine.

Uroplagede steder, som Udenrigsministeriets rejsevejledning næppe anbefaler, man tager afsted på ferie til. Men selv for en Rasmus Tantholdt, er der alligevel også steder i ellers trygge Danmark, han ikke længere kan komme.

Det fortæller aarhusianeren, der privat også er stor AGF-fan, om, da han for nyligt var inviteret ind i AGF-fan-podcasten ”Lyden AGF”, som fanmediet KSDH.dk står bag.

Her genfortæller han bl.a., hvordan han har fået livstidskarantæne fra FC Københavns VIP-lounge. En historie han også har fortalt om i andre podcasts tidligere.

For TV2-korrespondenten var inviteret i Parken og VIP-loungen af ingen ringere end Hollywood-stjernen og FCK-tilhængeren Mads Mikkelsen til en kamp mod AGF, men her lod TV 2-korrespondenten sig rive for meget med - i hvert fald ifølge personer fra FC København:

»Når vi så har en chance, så klapper jeg lidt og råber lidt, og jeg har min søn med. Og jeg kommer ikke med nogle hånlige kommentarer om FCK, men jeg lever mig selvfølgelig ind i kampen. Men jeg rejser mig ikke op og står og skriger. Så i pausen, så kommer en repræsentant fra bestyrelsen ned og siger: ”prøv at høre, Tantholdt, bestyrelsen sidder og kigger på dig, og de siger, at jeg skal bede dig om enten at stoppe med at være så engageret eller sætte dig et andet sted hen”,« fortæller TV2-journalisten i podcasten.

Det gad Rasmus Tantholdt ikke finde sig i, så han fandt sig et andet sted at sidde. Og for nyligt mødte han endda repræsentanten fra FCK, der bad ham skrue ned til en fødselsdagsfest:

»Jeg tror, det er et halvt år siden, det var til en fødselsdag, hvor han så tilfældigvis også er der, og så kommer han hen sådan lidt, synes jeg, FCK-arrogant: ”Har du stadigvæk karantæne?”, så siger jeg: ”Ja, og hvis I nogensinde ophæver den, så kommer jeg til at opføre mig så sindssygt, som du aldrig nogensinde har set, så vi beholder den bare.” ”Ja fint,” sagde han så,« genfortæller Tantholdt, der dog stadig godt må komme i Parken, bare ikke i VIP-loungen.

Men det er ikke kun i de fine saloner på Danmarks nationalstadion, at TV 2-journalisten er forment adgang for bestandigt. For han fortæller også i AGF-podcasten, at han »har karantæne fra nogle forskellige værtshuse«, men også livstidskarantæne fra Casino Royale i Aarhus:

»På min 40-års fødselsdag fik jeg karantæne, de vurderede, at jeg var for fuld - og der tog de jo helt fejl. Og så på et tidspunkt nogle år senere kom jeg tilbage og tænkte: ”Det kan jo ikke passe det her”. Men de holdt sgu fast - og så sagde jeg til udsmideren, at han havde en meget lille diller, og det skulle jeg ikke have sagt, så fik jeg livtidskarantæne,« siger Rasmus Tantholdt.

»Så jeg har karantæne et par steder fra, det vil jeg da godt sige.«