Fortsæt til indhold

EM-guldvinder kæmper for comeback: Da han fyldte år blev dagen ikke fejret. I stedet gennemgik han en hjerneoperation

Tonny Carlsen vil tilbage på den internationale billardscene. Et skridt mod det comeback foregik på hospitalet på hans 60 års fødselsdag.

Sport
kijo

Den 60-årige Tonny Carlsen fra Randers Billard Klub 1958 har i årevis været et af Danmarks største navne inden for trebandecarambole. I sin karriere har han blandt andet vundet EM-guld og VM-sølv, både individuelt og på tomandshold.

Men de seneste fem-seks år har han måttet kæmpe med ansigtstrækninger, der gør spillet svært – og resultaterne mere svingende.

Da Tonny 25. februar fyldte 60, blev dagen ikke fejret.

I stedet gennemgik han sin anden store hjerneoperation på Aarhus Universitetshospital for at afhjælpe det, der kaldes hemifaciale spasmer, hvor musklerne i den ene side af ansigtet pludselig trækker sig sammen.

»Venstre side af mit ansigt har nærmest været skæv i forhold til højre side. Det har været galt fra øje til hage,« fortæller Tonny, som håber, at den nye operation giver den forbedring, han ikke opnåede efter den første i 2019.

Spasmer påvirker spillet

Indgrebet skal gerne reducere de mange timers spasmer, der blandt andet har ført til dobbeltsyn og store problemer med at bedømme afstanden til kuglerne.

»At spille billard er svært i forvejen. Forestil dig at have dobbeltsyn og samtidig kæmpe med afstandsbedømmelsen,« siger han om de udfordringer, han møder ved bordet.

Tonny Carlsen afventer nu at se, hvor meget operationen hjælper, og om han kan fortsætte på internationalt niveau.

»Får vi ikke bugt med de spasmer, må jeg erkende, at jeg er færdig på den internationale scene. Jeg håber virkelig, at operationen hjælper, for jeg føler, at jeg er god nok til at blande mig med de bedste i verden,« siger han.

Om det lykkes Tonny Carlsen at finde tilbage til topformen, afgøres i de kommende måneder, hvor følgerne af operationen viser sig. Indtil videre er han fortsat førstemand på RBK 1958’s hold, der igen er med i slutspillet om det danske mesterskab.