Fortsæt til indhold

Forsvaret siger nej: Gokartklubben uden bane og efterladt med håret i postkassen

Forsvarets beslutning om at lukke Tirstrup Gokartbane efterlader klubben og ungdomsskoler uden træningsfaciliteter.

Sport

I aften onsdag 19. marts afholder Djursland Motor Klub Autosport (DMKA) årsmøde for gokart og generalforsamling for klubben.

Det sker fra klokken 18 på Ring Djursland.

Et af de mest presserende emner på dagsordenen er, at klubben ikke længere kan få forlænget sin kontrakt med forsvaret om brug af Tirstrup flyveplads område.

Årsagen er den aktuelle ’verdenssituation’, som har ført til en ændring i forsvarets prioriteringer, vurderer man i DMKA.

Beslutningen har vidtrækkende konsekvenser. Ikke alene står klubbens egne medlemmer uden mulighed for at træne på den kendte og udfordrende bane, men også ungdomsskoler i Syddjurs, Norddjurs, Aarhus og Skanderborg Kommuner mister en vigtig aktivitet for deres unge.

Gokartkørsel har været en populær og lærerig fritidsaktivitet, som nu risikerer at forsvinde.

Stor skuffelse

»Det er en stor skuffelse for os alle, og vi håber på en løsning, så vi kan fortsætte med at tilbyde denne fantastiske sport til vores medlemmer og ungdomsskoler. Vi forsøger pt. at råbe alle politikere op i Norddjurs, Syddjurs og Aarhus. Måske de kan være behjælpelige med at anvise et alternativt sted at køre gokart,« siger Kim D. Jensen, medlem af gokartudvalget.

»Vi står i en meget alvorlig situation. Vores bane på Tirstrup flyveplads har været en central del af vores klub og en vigtig træningsfacilitet for mange unge. At miste den vil have store konsekvenser for både vores medlemmer og de ungdomsskoler, der har brugt banen som en del af deres fritidsaktiviteter.«

I følge Kim D. Jensen har cirka 250 kørere glæde af faciliteterne på den gamle flyveplads.

Unik bane

Tirstrup Gokartbane, som ligger på Tirstrup Lufthavns område, er kendt som ’Danmarks sværeste gokartbane’.

Banen er DASU-certificeret og er unik, fordi den er lavet af beton, hvilket gør den særdeles glat i både tørt og vådt føre.

Det har gjort den til den perfekte træningsbane for aspirerende kørere. Kan man køre her, kan man køre alle steder!

Den særlige stemning på banen, med synlige fly i baggrunden, der lander og letter, har gjort den til en favorit blandt mange. Banen har en længde på 835 meter og kan rumme op til 34 karts ad gangen. Den højeste topfart på banen er 110 km/t, og banerekorden på 40,3 sekunder er sat af Marius Fog.

»Vi håber på stor opbakning fra medlemmer og politikere til årsmødet, som starter på Ring Djursland. Klubben søger aktivt efter alternative steder at køre gokart, men tiden er knap, og der er brug for hurtig handling,« siger Kim D. Jensen.

Han frygter, at tiden er så knap, at det bliver svært at finde et alternativ i 2025. Derfor er han spændt på, om politikerne kan og vil hjælpe.

»Hvis vi selv skal til at anlægge en ny bane på et område, som måske kan bruges, bliver det dyrt. Meget dyrt,« siger Kim D. Jensen