Vil mindes afdøde fodboldfans: »I AGF er vi en familie, der strækker sig ud over banen og tribunerne«
Det bliver fremover markeret ved sæsonens allersidste hjemmekamp.
Normalt holder fodboldklubber et øjebliks stilhed og lignende, når tidligere store spillere og ledere er gået bort.
Men nu indfører superligaklubben AGF - under overskriften ”AGF mindes” - også en særlig mindedag for fans, hvor årets sidste hjemmekamp i Aarhus fremover vil blive dedikeret til de AGF’ere, der er gået bort i årets løb.
Det oplyser AGF på klubbens hjemmeside.
»I AGF er vi en familie, der strækker sig ud over banen og tribunerne. Og vi anerkender de mange mennesker, som har viet deres liv til at støtte os - både på og udenfor stadion, ligesom vi anerkender tidligere spillere, medlemmer, frivillige, medarbejdere og andre, som er en del af AGF,« siger Søren Højlund Carlsen, der er koordinator for AGF’s nye tiltag.
»Deres passion og dedikation gør AGF stærk, og vi ønsker at ære deres minde, når de ikke er her mere,« siger han.
Får ofte henvendelser
Tanken er, at der fremover vil blive holdt en lille mindehøjtidelighed inden årets allersidste hjemmekamp.
Her mindes AGF’ere, der er gået bort i årets løb på storskærmen og med et speak. Og kort inden kampen vil hele stadion og spillere, så afholde et øjebliks stilhed inden kampstart.
Det betyder også, at klubben nu lancerer en mulighed for, at efterladte og pårørende kan indsende oplysninger om afdøde AGF’ere, som man ønsker bliver mindet ved ”AGF mindes”-initiativet.
»Vi får ofte henvendelser fra pårørende til afdøde fans om, hvilke muligheder man har for at inddrage AGF i afskedens stund - for eksempel ved at vise et billede på storskærmen eller speake et navn inden en kamp. Det har vi ikke haft mulighed for før, men det får vi nu, når vi samler det hele på en dag sidst på året. Nu kan vi hylde alle de AGF’ere, hvis de efterladte gerne vil ære dem i sammenhæng med klubben,« siger Søren Højlund Carlsen.
»Samtidig vil vi gerne anerkende det behov, vi fornemmer for informationer om, hvordan man kan inddrage klubben i afskedens stund. Derfor har vi nu samlet praktiske informationer om, hvilke muligheder, der findes og hvordan man bedst forholder sig til det som pårørende, hvis man ønsker at inddrage AGF, lige fra rustvognskørsel til, hvordan man bliver bisat i en AGF-kiste,« siger koordinatoren.
Første gang ”AGF mindes” finder sted bliver ved AGF’s sidste hjemmekamp i 2025, der endnu ikke er programsat.