Fortsæt til indhold

Aarhusianske basket-kvinder kæmper atter om guld

Aabyhøj Basketball skal spille første DM-finale hjemme. »Vi har aldrig været bedre og drømmer om guld,« siger anfører.

Sport

Aabyhøj IF’s basketkvinder er ved at være ret finalevante. Den traditionsrige klub i det vestlige Aarhus var i pokalfinalen i januar, og i 2024 var man i DM-finalen for første gang i 14 år.

Begge gange har det været lige ved og næsten, hvor modstanderen Falcon Basketball Klub fra Frederiksbjerg har været den onde ånd og snuppet guldet foran de aarhusianske basketball-kvinder.

Camilla Lind Christiansen er anfører for Aabyhøj IF Basketball, og hun særdeles opsat på, at sølvstimen nu skal brydes.

»Chancerne for at vinde DM-guld er gode. Og vi har aldrig været bedre,« fastslår hun.

Vandt grundspillet

Forbandelsen mod Frederiksbjerg-kvinderne, der har vundet DM-guld tre år i træk, har gode muligheder for at bliver brudt, fordi Aabyhøj-kvinderne har fået et godt tag på topholdet.

»Og så har vi vundet grundspillet i ligaen for første gang i mange år. Vi har slået Falcon tre ud af fire gange i år og ville elske at slå dem igen. Det var mega stort endelig at vinde over Falcon, og det har fået os til at tro på, at vi nu kan gå hele vejen,« siger anføreren.

Forklaringen på den gode sæson skal findes i forsvaret.

»Vi har dækket sygt godt og mega aggressivt forsvar hele sæsonen, og det har helt sikkert gjort noget godt for os. Vi er det hold i ligaen, der er scoret færrest point imod. Derudover kender vi hinanden rigtig godt, fordi de fleste af os har spillet sammen i tre år nu. Så vi ved ligesom, hvad vi hver især kan, og hvis modstanderne lukker ned for nogle af vores spillere, så er der bare lige pludselig andre, der stepper op,« pointerer Camilla Lind Christiansen.

Aabyhøj IF's basketball-kvinder jubler over at have kvalificeret sig til DM-finalerne, hvor modstanderen atter er Falcon i DM-finalen. Pressefoto

DM-finaleserien skal spilles bedst ud af fem kampe, og derfor er Aabyhøj IF sikret mindst to hjemmekampe i Åby-hallen.

Her forventer den 23-årige anfører fulde huse med op til 500 tilskuere.

»Det bliver helt sikkert nogle spændende og tætte kampe, hvor klubben altid får lavet nogle fede sociale arrangementer,« siger Camilla Lind Christiansen.

Den første DM-finalekamp spilles søndag 6. april klokken 14, og den anden lørdag 12. april klokken 14.