Fortsæt til indhold

Sportstilbud trækker medlemmer til som aldrig før – i denne forening går det ekstra godt

På landsplan er antallet af medlemskaber i idrætsforeningerne de seneste år steget. I Favrskov er der især én forening, der markerer sig på listen

Sport

De to idrætsorganisationer DIF og DGI har netop opgjort deres medlemstal for hele landet og kan afsløre, at der er rekordmange medlemskaber i idrætsforeningerne i Danmark, næste 2,5 millioner. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Men hvis man dykker ned i tallene, så viser de, at særligt i én forening i Favrskov Kommune har der været en stor stigning.

»Jamen, vi rider på en bølge lige nu. Det går bare virkelig godt, og det smitter helt vildt blandt vores frivillige og medlemmer. Det skaber en gejst, og derfor sker der mange gode ting lige nu i foreningen,« siger Mogens Lyngby, formand for Hammel Gymnastikforening.

For det er selvfølgelig, fristes man til at sige, den, der igen har taget et ordentligt højdespring på listen over antallet af medlemsskaber.

Allerede bagud

I Favrskov er det cirka halvdelen af kommunens 50.000 indbyggere, der er medlem af en idrætsforening under enten DGI eller DIF.

Én af de foreninger, der procentvist har set en rigtig stor stigning, er Hammel Gymnastikforening.

I 2018 var her registreret 3.421 medlemmer.

I 2024 var det tal steget til 5.913 personer.

Det skal dog præciseres, at her er tale om medlemskaber og ikke unikke medlemmer, hvor man jo godt kan være medlem af flere forskellige underafdelinger, men det rykker dog ikke ved, at stigningen er på 73 procent.

Og faktisk er statistikken fra 2024 allerede forældet, for formanden kan fortælle, at det tal i skrivende stund har rundet 6.000.

Det er vel at mærke i en by, der har godt 7000 indbyggere, men det er der en forklaring på.

»Der kommer mange fra andre byer, og endda også fra andre kommuner,« fortæller Mogens Lyngby.

For lidt mere end et år siden vandt Hammel Gymnastikforening da også prisen som Årets Idrætsforening til DR’s store Sport 2023-show, og når kurven bare bliver ved med at gå opad, så skyldes det sportspasset, som Mogens Lyngby beskriver som den gyldne nøgle, der knækkede koden.

Sportspasset giver medlemmer mulighed for at dyrke forskellige sportsaktiviteter blandt underafdelingerne, der er organiseret i moderklubben. Det kan være klassiske idrætter som fodbold, håndbold og badminton, men også mere nicheprægede idrætsgrene.

»Vi har altid et tilbud om mere end 50 aktiviteter i sportspasset.«

»Vi rider på en bølge lige nu. Jeg er selvfølgelig glad for tallene, men jeg er mest tilfreds med, at vores frivillige er glade og har overskud til at skabe sjove og anderledes arrangementer for medlemmerne,« siger Mogens Lyngby. Pressefoto

Overskud

Det er passet, der har skabt bølgen, som foreningen lige nu surfer på, men det er ikke kun gejsten, der holder den flyvende.

»Der er meget stabilitet lige nu. Altså, vi har meget få udskiftninger i bestyrelserne og på trænerposterne, så det giver jo noget ro til virkelig at få lavet noget, der er både grundigt og godt rundt omkring i afdelingerne,« siger Mogens Lyngby.

»Jeg er selvfølgelig glad for tallene, men jeg er mest tilfreds med, at alle er tilfredse. Vores frivillige, som vi har omkring 800 af, er glade, og det betyder, at de har overskud i afdelingerne til at skabe sjove og anderledes arrangementer for medlemmerne. Det er virkelig fedt at se.«

I Ulstrup IF kan de også prale. Selv om tallene ikke er helt lige så store, så er den procentvise fremgang i medlemstallet lige så flot som i Hammel.

Her har der nemlig været en stigning på 71 procent fra 753 medlemskaber i 2018 til 1.288 i 2024.