Danmarksserieklub ryster posen: Cheftræner udskiftet efter 10 års tro tjeneste før afgørende nedrykningskampe
Efter 10 år med brasilianske Felipe Soares, overtager en gammel kending, Jesper Borup, cheftrænerrollen for Grenaa IF's Danmarksseriehold før nedrykningsslutspil.
Grenaa IF Fodbold har taget en markant beslutning om at skifte cheftræner for deres Danmarksseriehold midtvejs i sæsonen.
Efter mere end 10 år med brasilianske Felipe Soares ved roret, har klubben valgt at gå i en ny retning og har ansat Jesper Borup som ny cheftræner.
Felipe Soares har været en central skikkelse i Grenaa IF, hvor han har bidraget med stor faglighed, engagement og loyalitet. Under hans ledelse har klubben opnået sportslig stabilitet og markeret sig med talentudvikling på højt niveau.
Felipe Soares startede som U19 træner og førte holdet til stor succes, herunder en kvalifikation til Liga 1 og en sejr i samme liga. Hans indflydelse har også været betydelig for seniorfodbolden på HSM Arena.
Afgørende slutspil
Nu står Grenaa IF foran et vigtigt slutspil, hvor Danmarksserieholdet skal kæmpe for at bevare sin plads i Danmarksserien efter at være endt i bunden af pulje 4 i kvalifikationsspillet.
I denne afgørende fase har klubben valgt at bringe nye kræfter ind på trænerposten.
Jesper Borup, den nye cheftræner, bringer en omfattende erfaring både som spiller og træner. Han har en imponerende baggrund som professionel fodboldspiller med erfaring fra Superligaen, hvor han har repræsenteret klubber som AaB, Aalborg Chang og Aarhus Fremad.
Jesper Borup har også spillet på det danske ungdomslandshold og har international erfaring fra sin tid i USA, hvor han spillede collegefodbold hos Lynn University for Fighting Knights.
Efter sin aktive spillerkarriere har Jesper Borup dedikeret sig til trænergerningen og har blandt andet været ansvarlig for fodboldlinjen på Tirstrup Idrætsefterskole, hvor han har udviklet unge talenter.
Seniorudvalgsformand for Grenaa IF Fodbold, Jakob Petersen, udtaler til klubbens hjemmeside: »Vi er begejstrede for at byde Jesper velkommen som ny cheftræner. Hans omfattende erfaring og engagement i udviklingen af spillere passer perfekt til vores vision for klubbens fremtid.«
To røde kort i debuten
Jesper Borup ser frem til at påtage sig rollen og udtaler: »Jeg er meget glad for muligheden for at arbejde med Grenaa IF’s Danmarksseriehold. Klubben har et stærkt fundament, og jeg ser frem til at bidrage til holdets udvikling og succes.«
Jesper Borup er tiltrådt sin nye rolle med øjeblikkelig virkning og vil lede holdet i det afgørende slutspil, hvor der skal kæmpes for at sikre overlevelse i Danmarksserien.
Grenaa IF Fodbold takker Felipe Soares for hans store bidrag og ønsker ham alt det bedste fremover.
Jesper Borup var ikke på bænken til første kamp lørdag 5. april, hvor han kunne have set sit hold tabe 3-1 til Aarhus Fremad i den sidste kamp i grundspillet og i tilgift sluttede kampen med ni spillere, fordi to blev strittet ud før tid med røde kort. Jesper Borup var forhindret på grund af en rejse til USA.