Fortsæt til indhold

Mikkel Hansen tilbage til sin fars fødeby

Håndboldstjernen fortæller om sit liv i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.

Sport

”Giv Mikkel bolden - så vinder vi”.

Sådan har det i mange år lydt i håndboldhallerne. Først i Danmark og senere over hele verden, hvor Mikkel Hansen var på banen som håndboldspiller. På klubhold og på det danske landshold.

Han har nære familierelationer til Grenaa, hvor hans far, Flemming Hansen, først viste talentet for at kunne spille håndbold i Hammelev IF og siden i Grenaa IF - inden han tog springet til toppen af dansk håndbold med masser af kampe for Aarhus KFUM og Helsingør IF - og naturligvis landsholdet i rødt og hvidt.

Nu ser jeg frem til at tage hul på min egen tur og åbne op om mit liv – ikke mindst den store rolle, professionel håndbold har spillet i det
Mikkel Hansen

Så for Mikkel Hansen går turen altså hjem til hans fars fødeby, når han mandag 20. oktober gæster Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Han vil have en kendt moderator ved sin side, når han tager publikum med på en ærlig og inspirerende rejse gennem sin håndboldkarriere – fra barndommens kamp for at træde ud af sin fars skygge til de hårde ungdomsår i Oure og GOG på Fyn.

På egne ben

Mikkel Hansen har senest snuset lidt til foredragsverdenen ved at turnere med sin gamle håndboldmakker Niklas Landin.

»Turnéen med ”Stjernestatus” har været en stor oplevelse, og det har været fantastisk at dele scenen med Niklas Landin. Nu ser jeg frem til at tage hul på min egen tur og åbne op om mit liv – ikke mindst den store rolle, professionel håndbold har spillet i det,« fortæller Mikkel Hansen i en pressemeddelelse.

Med Danmarks forventninger hvilende på skuldrene har Mikkel oplevet et enormt pres.

Hvordan håndterer man at være hele Danmarks Mikkel, når alle vil have en bid?

Hvordan passer man på sig selv, både mentalt og fysisk, og hvordan finder man balancen i et liv fyldt med forventninger?

Mikkel deler også sin erfaring med kunsten ”at æde sig selv” efter en alvorlig knæskade i starten af Paris-tiden – en skade, som endte med at forfølge ham resten af karrieren. Samtidig giver han et sjældent indblik i, hvordan det føles, når det hele bliver for meget, men man ikke kan sige fra – som under tiden i Aalborg.