Sparekasse støtter byfest i Randers-forstad
Sparekassen Kronjylland har udvidet og forlænget sin sponsoraftale med Hornbæk Sportsforening.
De har hængt sammen så længe, at ingen præcis husker, hvornår det startede – og nu udvides samarbejdet. Sparekassen Kronjylland har udvidet og forlænget sin sponsoraftale med Hornbæk Sportsforening, skriver Sparekassen i en pressemeddelelse.
»Jeg startede som frivillig herude i 1970, og allerede dengang var der et samarbejde, så vi har en utrolig lang historik. Jeg er meget glad for, at det fortsætter,« siger Peter Thorsen, sponsoransvarlig i Hornbæk Sportsforening.
Han fortæller, at midlerne fra aftalen, der nu løber indtil udgangen af 2026, gør en reel forskel for foreningens medlemmer.
»Vi kan lave flere aktiviteter, så det bliver sjovere at være medlem. Vi kan for eksempel i højere grad tage børn og unge med på lejrture – og det er jo sådan noget, de vil huske altid,« siger han.
Som en del af den nye sponsoraftale støtter Sparekassen Kronjylland også Hornbæk Byfest med 20.000 kroner. Byfesten løber i år af stablen i dagene 12. til 14. juni, og donationen fra Sparekassen er blandt andet med til at sikre et større telt, så endnu flere kan deltage. Overskuddet fra byfesten går til Hornbæk Sportsforenings ungdomsafdeling.
I Sparekassen Kronjylland glæder områdedirektør i Østjylland Jesper Meldgaard Lanng sig ligeledes over, at samarbejdet nu fortsætter de næste to år.
»I Sparekassen Kronjylland vægter vi relationer højt, og vi er glade for at fortsætte det langvarige samarbejde, vi har haft med Hornbæk Sportsforening,« siger han.
Jesper Meldgaard Lanng kender Hornbæk Sportsforening indefra, da han selv er frivillig fodboldtræner i foreningen.