Velbesøgt stadion ærede afdød fan: »Vi er meget berørte«
Aarhus Fremad mistede for nyligt »en god ven« og »hjørnebandit«. »Vi kender ham også som én, der har gjort meget for ”Hjørnebanden” og Aarhus Fremad - og som en god kammerat,« siger fodbolddirektør.
»Det er i Zachos ånd. Tak for jeres store gestus. Vi er meget berørte alle sammen,« lød det over stadionanlægget, inden folk begyndte at defilere mod udgangene.
Fodbold er meget mere end 22 mand, der render rundt på en bane og kæmper om at flytte en bold i mål - hvis nogle skulle være i tvivl.
Det siger måske sig selv for de mange, der tjekker ind på et dansk fodboldstadion hver weekend og lader følelserne få frit løb.
For rundt om aktørerne inde på grønsværen er der et stort fællesskab, der finder sammen ude på lægterne hver spillerunde. Men i lørdags manglede der én i det fællesskab, som eksisterer i det nordlige Aarhus på Riisvangen Stadion, hvor Aarhus Fremad har hjemme.
I slutningen af marts gik mangeårig Aarhus Fremad-fan Chris Zacho pludseligt bort 52 år gammel - og det valgte klubben at markere med et minuts stilhed på stadion, inden 2. divisionsbraget blev fløjtet i gang.
»Tak skal I allesammen have,« lød det over højttaleranlægget, inden klapsalverne brød ud blandt godt 2.000 fremmødte tilskuere.
Den store stemme (bogstaveligt talt) kommer vi til at savne på VangenFacebook-kommentar
»Fantastisk, hvad fodbold kan«
Det var med andre ord et velbesøgt, men også solbeskinnet stadion, der lagde rammerne om en sikker Aarhus Fremad-sejr på 3-1 over de gamle superligakonkurrenter fra AB.
I dag hedder det godt nok 2. division for Aarhus-klubben - men lige nu lugter det mest af 1. division for rækkens øjeblikkelige tophold.
Spillerne kom også ud til fansene efter sejren, som de plejer, for at fejre de tre point og cementeringen af førstepladsen. Men i svinget, hvor fanfraktionen ”Hjørnebanden” holder til, manglede en af de mest loyale støtter til at synge de gul- og sortstribede helte frem.
»Jeg stod og tænkte under det ene minuts stilhed inden kampen, at det er fantastisk, hvad fodbold kan,« siger Aarhus Fremads nytiltrådte direktør Jesper Blicher Dahl om weekendens særlige gestus til ære for Chris Zacho.
Med siden de glade dage
Det var ”Hjørnebanden”, der havde taget fat på klubben og gjort opmærksom på, om man ikke skulle lave en fælles anerkendelse af Chris Zacho og hans positive bidrag til Aarhus Fremad gennem årene. Et hold, som »hjørnebanditten« både har fulgt på udebaneture og hjemmebane:
»Og det, synes vi, var alletiders. Vi kender ham også som én, der har gjort meget for ”Hjørnebanden” og Aarhus Fremad - og som en god kammerat,« fortæller Jesper Blicher Dahl.
»Chris har været med lige siden de glade dage i Superligaen - og hele den opstigning, der var op igennem halvfemserne for Aarhus Fremad - og så har han jo holdt fast og været en god støtte i ”Hjørnebanden” og det fællesskab, der er omkring dem,« siger Aarhus Fremad-direktøren.
På den måde var det også en fejring af det fællesskab, som Chris Zacho gennem årene har bidraget så meget til.
»Den store stemme«
26. marts skrev Fanforeningen Fremad Folket på sin Facebook-side et opslag, som Aarhus Fremad også siden delte:
»Vi har i dag mistet en god ven og en kæmpe Fremad-fan. En hjørnebandit, der altid var i godt humør. Vi vil savne dig på Riisvangen! Hvil i fred, kære Chris Zacho.«
I kommentarsporet blev medfanen også hyldet:
»Den store stemme (bogstaveligt talt) kommer vi til at savne på Vangen,« lød det blandet andet.
17 dage senere stod fodboldfællesskabet og 2.000 aarhusianere så på ”Vangen” og sagde farvel til den »den store stemme« - med stilhed og tre point.
»Endnu engang beviste Aarhus Fremad og Fremad Folket, samt Aarhus Fremad Bawlers (Aarhus Fremads fanklub, red.), at klubben er noget helt særligt, og hvorfor klubben er i mit hjerte til sidste åndedrag,« skrev en fan på Facebook i kølvandet på lørdagens hyldest.
Og Aarhus Fremad-direktør Jesper Blicher Dahl siger kort det, som så mange ved:
»Fodbold kan et eller andet.«