Musikken på stadion og i mit kvarter - om Helmig, Stones og musikken midt imellem

”Så godnat, Malaga, godnat, København
Mine længslers vingesus
Sov godt, Michigan og Englenes By
Jeg lukker mine øjne i Aarhus.”

Vi kommer ikke uden om det. Og derfor er det passende og på sin plads at tage fat på nu, hvor resultaterne og spillet sandt for dyden ikke er med os. I stedet må vi i denne klumme fokusere på det, der ikke direkte handler om spillet på banen, men om alt det, der leder op til det – nemlig det næsten naturgivne fænomen: Signatur- og opvarmningsmusik på stadions, der de sidste 40 år er blevet en genre for sig selv.

Og har man besøgt fodboldstadions rundt i både Europa og Danmark, er man ikke i tvivl om, at dér, hvor musikken – undskyld udtrykket – virkelig spiller, kan det også noget. Ja, det kan så meget, at der faktisk er tilskuere, der holder mere af musikken op til kampen end selve kampen. Min kæreste blandt andet, men det skyldes jo så nok mere, at det er Thomas Helmig og ”Malaga”, og ikke Johnny Madsen med ”Færgemand”, der spilles hos AGF.

Den slags sange findes også i Liverpool på Anfield Road, hvor alle kender ”You’ll Never Walk Alone”. Hos Brøndby hedder den ”Jump” med Van Halen, og hos West Ham blæser de bobler. ”Sara Perché Ti Amo” spilles på San Siro hos Milan, og fandeme om ikke de har Modern Talkings ”You’re My Heart, You’re My Soul” på Westfalen-stadion hos Dortmund.

Men hvad så med Vejlby Stadion? Har vi været vant til musik herude? Ikke mindst dengang da VIK og Skovbakken spillede der, eller er det først med AGF’s besøg, der er kommet rigtig gang i den genre?

Både og, fristes man til at sige, for musik i form af opvarmning og baggrundsmusik var i mange år en sølle omgang. Da jeg selv spillede, stod der kun en gammel grå højttaler i hvert hjørne, som sågar skrattede, uden man havde tændt for dem, og man kunne godt fornemme, at det kommunale tilskud i hvert fald ikke gik til den del af stadionplejen.

Alligevel har der faktisk været ét meget overraskende dunder af et musikbrag på selve Vejlby Stadion. Bryan Adams væltede og fældede nemlig i 1992 både Vejlby og stadion en søndag under Europamesterskaberne i fodbold, og jeg husker stadig tydeligt, at han fra scenen jublende sagde: »I hope you’ll do well in the finals!«

Det gjorde vi i den grad, »did well in the finals«… (Danmark vandt EM). Og koncerten taler flere om den dag i dag, for det var stort, og det blev en dag til Vejlby-almanakken.

Ikke mindst fordi min præste-far samme dag blev stikhamrende tosset over, at lydprøverne så småt tog fart allerede midt i kirketiden. Det behagede ham dæleme ikke, kan jeg huske. Og at der siden kun en eneste gang har været en udendørskoncert i Vejlby, det er jeg den dag i dag tilbøjelig til at tilskrive ham. Sådan noget pis gad han sgu ikke. I hvert fald ikke på en søndag. Og godt det samme, for den ene gang i 2014, hvor der faktisk igen kom en udendørskoncert i Vejlby, blev det en gigantisk fuser. Også selvom det hverken forstyrrede kirken eller førsteholdets kamp for VIK, i og med koncerten var en fredag aften.

Men tilbage til vores signatursang hos AGF og på stadion, ”Malaga”. I forrige klumme kom jeg for skade at skrive, at jeg ikke synger med på ”Malaga”. Det var helligbrøde, og for lige at få lidt syndsforladelse skal jeg skynde mig at sige, at det ikke var ensbetydende med, at jeg ikke har sympati for sangen. Det har jeg – ikke mindst fordi Helmig gav både mig og mange andre drenge fra Vejlby en smutvej til det med pigerne. Var man (eller lod man som om man var) til Helmig i Vejlby, var det nemlig ensbetydende med, I ved nok…

Men ”Malaga” kan også noget mere, når det kommer til fællesskab og fællessang på stadion, da den jo fandeme har noget essentielt og universelt i sig. Både når det kommer til længslen efter noget, der var engang, men også når det handler om det, man sætter pris på lige nu.

Alligevel, eller måske snarere på trods af det, har jeg leget lidt med tanken om andre mulige ”sangsubstitutter” i Vejlby. Ikke sange, som skal erstatte ”Malaga”, selvfølgelig ikke, men mere sange som kan supplere, komplementere og understøtte opvarmningen på passende Vejlby-vis.

Den leg og tanke kan jeg godt li’.

Derfor kommer der i det følgende fire sange, som jeg sammen med min 24-årige søn fandt frem til under opvarmningen mod FCK, og som gerne hele næste sæson måtte give inspiration til lydtapetet på Vejlby Stadion.

”Raining Blood” med Slayer er umulig at komme udenom, og lige så sikker på min playliste som at man i Vejlby altid gik med »damen i anden« i kortspillet Mousel. ”Raining Blood” er hofnummeret blandt Vejlby-drenge, og selvom det godt nok snart er 40 år gammelt, er der fuld fart på. Ovenikøbet med en intro, der »banker på« og inviterer til fuldt smadder til både opvarmning og de kommende 90 minutter.

I en noget anden genre, og et pænt stykke fra Slayer, kommer Medina med ”Kun for mig”. Hun er ikke alene vokset op i Vejlby, i Næringen mod vest. Hun er også ægte Vejlby’er i attitude og stil. Og selvom vi tekstmæssigt ikke er tæt på litteraturpriser, så kan sangen – sammen med beatet – hundrede procent gøre noget godt for ”De Hviie” i Vejlby. Som min søn sagde: »Tænk lige, hvis hele fuckin’ Vejlby Stadion højlydt og nærmest råbende sang ”klubben fylder mine årer…” Med beat og fuldt skrald i baggrunden.« Jeg var enig i, ja, jeg drømmer faktisk om, at stemningsafsnittet griber den…

Enige var vi også i, at ”Common People” med Pulp skulle med. Godt nok indbegrebet af engelskhed og egentlig intet at gøre med Vejlby. Alligevel er der jo megamonster meget Vejlby over netop ”Common People”, fordi det i sin tid netop blev skrevet som en kærlig lussing til overklassen – og det kan vi godt li’ at give i Vejlby.

Og vi kan jo i Vejlby især godt li’ at give lussinger til overklassenaboen nede fra Risskov, der jo altid længes efter ”the real deal”, Vejlby-autenticiteten og de ægte fællesskaber. Risskov gider vi simpelthen ikke, og det undlader vi ikke at fortælle, og derfor skal Pulp med.

”Mere end en klub” fra Folkeklubben spilles allerede på stadion, men fordi det nummer har småpolitiske undertoner og mere er et svirp og et pisk til kommercialiseringen af fodbold end en hyldestsang til ”De Hviie”, gider vi det ikke. Min søn foreslog i stedet at gå videre i deres bagkatalog og foreslog ”Mit kvarter”. Perfekt, sagde jeg, ikke mindst fordi vi begge tænkte på indledningen, som lyder sådan her: ”Jeg går rundt i gaderne, gennem mit kvarter, alle dem som jeg kendte, de bor her ikke mere…”

Og nej, desværre, ikke mange af mine venner – og heller ikke min søn – bor i mit kvarter længere, og derfor giver den sang så meget mening for Vejlby’ere og skal selvfølgelig med.

Som et lille kuriosum til ”Mit kvarter”, så har forsanger Kjartan Arngrim også relation til Vejlby, om end den ikke er voldsom stor. Lige ovre på den anden side af Vejlby Stadion, og for enden af Tranekærvej, ligger Risskov Gymnasium (det hedder det, selvom det ligger midt i Vejlby). Ja, det ligger faktisk ikke længere væk, end skulle Duelund en dag klappe hårdt nok til bolden, men ramme over, så ender bolden på gymnasiets matrikel. Og derfra blev Kjartan Arngrim student i 1998. Og sådan hænger det hele så fint sammen indimellem.

En, der til gengæld ikke blev student fra Risskov Gymnasium, selvom han gik der, er Thomas Helmig, hvilket faktisk er et ret så forsonende træk herude i Vejlby, sådan at droppe ud allerede i 1.g og bare sige ”tak for nu, folks, det her gymnasiepis gider jeg ikke, jeg tager sgu til USA i stedet for og spiller musik og scorer damer”. Det gik jo meget godt, og det kan vi godt li’, og det er rock’n’roll og god Vejlby-stil, Helmig.

Helmig er derfor stadig nummer et på Vejlby Stadion, og når han engang (forhåbentligt) dukker op – jeg har ikke set ham endnu heroppe – så tror jeg på, at han sender en stille tanke til ”Mit kvarter” med vores gamle kirke, Oasen, Tanken, apoteket, Sjørups Bageri og Slagter Frislev, der alle ligger eller lå på vejen mod både gymnasiet og på vejen til stadion i Vejlby.

Og når vi ikke er på stadion i Vejlby, er sangen, der virkelig indrammer det hele herude ”Waiting on a Friend” med Rolling Stones. For i Vejlby var vi altid mere til Stones end Beatles og ventede altid mere på vennerne end på damerne.

Søndag venter Randers FC…

KSDH!