Fortsæt til indhold

Randers FC's sportsdirektør får ny rolle: Det kan være på grund af Plan B

Klubsalget af Randers FC ser ud til at glide ud. Afklaringen får vi senest i juni. Søren Pedersens nye rolle kan være et træk mod plan B.

Sport

Søren Pedersen, den nuværende sportsdirektør, er netop blevet forfremmet til fodbolddirektør i Randers FC.

Samtidig er der foretaget andre ændringer i ledelseslaget i superligaklubben.

Forfremmelsen af Søren Pedersen kan ses som et signal om, at Randers FC ikke er på vej til at blive solgt til udenlandske investorer og at man er på vej mod Plan B.

Formanden for Randers FC Holding, Svend Lynge, har tidligere sagt, at hvis klubsalget ikke bliver til noget, så går klubben over til plan B. Det indebærer en mere lokal satsning og håbet om opbakning fra lokale investorer.

I november 2024 forklarede han aktionærerne, at der var forhandlinger i gang med udenlandske investorer, og at der var fremskridt. Siden da har der været stille om forhandlingerne, som avisen løbende har spurgt ind til. Men der har endnu ikke været tale om et gennembrud.

Har til juni

Forhandlingerne med de udenlandske investorer har fået en ny deadline midt i juni, når transfervinduet åbner, forklarer Søren Pedersen til avisen.

Randers FC fortsætter med at udvikle sig, uanset om det bliver med lokale kræfter eller investorer, lyder konklusionen.

»Hvis ikke vi har en afklaring inden da, så er vi ikke længere officielt til salg. Og skulle der komme investorer ind, så skulle det køre på den måde, vi har gjort det på,« siger Søren Pedersen.

Han understreger, at Randers FC ikke selv aktivt søger investorer, men er åbne for dialog, hvis de rigtige intentioner og forbindelser dukker op. Sådan har det været i flere år.

»Vi har ansat et M&A-firma til at tage interesserne i forhold til salget af virksomheden, og den aftale løber frem til juni,« tilføjer han. Alt tyder på, at den aftale ikke bliver forlænget.

M&A står for ’Mergers and Acquisitions’ og defineres som en konsolidering af virksomheder. Det kan være, at to virksomheder smelter sammen i en ligeværdig konstellation, eller det kan betyde, at en (ofte større) virksomhed opkøber og integrerer en mindre virksomhed.

Er dette et signal om, at Randers FC ikke er på vej til at blive solgt til udenlandske investorer, og at du nu skal stå i spidsen for en klub, der vil klare sig med lokal opbakning?

»Hvis ikke vi har en afklaring til juni, så er vi ikke længere officielt til salg. Men forhandlingerne med de udenlandske investorer er stadig i gang indtil da,« bekræfter Søren Pedersen.

Samme spor

Han virker rolig over sin nye titel som fodbolddirektør. Han har skrevet kontrakt frem til sommeren 2029. Med den nye titel bliver Søren Pedersen ansvarlig for både den sportslige og kommercielle ledelse af klubben og sender også et signal om, hvor klubben vil hen i fremtiden.

Nemlig i samme spor som nu, hvor man egenudvikler talenter eller køber spillere fra lavere hylder og gør dem salgsbare.

Med klubbens nuværende sportslige succes og den mere seværdige fodbold på stadion har Søren Pedersen sammen med ledelsen og især cheftræner Rasmus Bertelsen og assistenttræner Fatah Abdirahman ændret Randers FC’s image fra at blive kaldt de grå mus til at være et hold, der trods de økonomiske odds også kan spille med blandt de seks bedste hold i Superligaen, og i denne sæson kan være tæt på et europæisk eventyr.

Mere af det samme

Den nyudnævnte fodbolddirektør i Randers FC ser sin nye rolle som en naturlig forlængelse af det arbejde, han allerede har udført. Nu er han bare både administrerende direktør og stadig sportsdirektør.

Han forventer ikke, at hans hverdag vil ændre sig markant.

»Det er nok lidt mere af det samme, men bare på en længerevarende aftale,« siger Søren Pedersen.

Han understreger, at det stærke team i Randers FC er afgørende for klubbens succes.

»Der er ikke nogen, der kan gøre noget alene. Og der er et stærkt team i Randers FC, både i den sportslige del og i den administrative del,« fortæller Søren Pedersen.

Ser du den nye kontrakt som et forsøg på at holde på dig? Der har jo været rygter om andre lukrative tilbud.

»Det er et klap på skulderen, fordi man har gjort det godt, og de gerne vil have, at jeg står i spidsen for den videre udvikling, der skal være i Randers FC,« siger Søren Pedersen.