Fortsæt til indhold

Vil kaste millioner efter nyt, stort cykelanlæg: »Jeg er helt overbevist om, at det bliver et rigtig populært tilbud«

Forslaget om det nye træningsareal skal nu i offentlig høring, inden det skal behandles i byrådet. Ifølge planen skal arealet etableres i foråret 2026.

Sport
am

En tre meter høj bakke, en sandgrav og et stort græsareal til teknisk træning for især cykelcross og mountainbike. Det er nogle af elementerne i det kommende cykelanlæg i Kongelunden i Aarhus.

Samlet er anlægget på ca. 16.500 m², hvilket cirka svarer til størrelsen på to fodboldbaner.

Cykelfaciliteten erstatter det nuværende anlæg ved Aarhus Cyklebane, og området indgår i en samlet plan for et større, sammenhængende rekreativt grønt område.

Det skriver Kultur og Borgerservice i en pressemeddelelse.

Sportens rådmand Rabih Azad-Ahmad indstiller, at der nu afsættes et beløb på 12,8 mio. kr. Det skal finansieres via 10,3 mio. kr. fra Sport og Fritids investeringsmidler og 2,5 mio. kr. fra Kongelundens opsparing.

»Det er visionen, at arealerne skal understøtte den positive udvikling inden for især cykelcross og mountainbike, men det er også mit håb, at områdets beboere og andre med interesse for gode cykeltræningsfaciliteter vil benytte sig af det kommende areal. Jeg er helt overbevist om, at det vil blive et rigtig populært tilbud for både cykelentusiaster og lokale beboere i alle aldre og udgøre en god ramme for mange fællesskaber,« siger rådmand Rabih Azad-Ahmad.

Planerne om træningsanlægget er en udløber af ”Udviklingsplanen for Kongelunden”, som byrådet i Aarhus vedtog i november 2023.

Her blev området syd for Jydsk Væddeløbsbane udpeget til rekreativ anvendelse med et åbent, udendørs anlæg for cykelsporten – og helt præcis dem, der kører cykelcross eller mountainbike.

Cykelanlægget placeres ved Carl Nielsens Vej og Observatorievejen og bliver på i alt 16.500 m², hvilket cirka svarer til størrelsen på to fodboldbaner. Skitse: Aarhus Kommune

Supplement til træning i skoven

Anlægget vil som nævnt optage et areal på ca. 16.500 m². Cykelcross vil fortrinsvis benytte anlægget i vinterhalvåret, mens MTB forventes at bruge faciliteten hele året til teknisk køretræning som supplement til træning i skoven.

Cykelanlægget er et grønt græsareal med forskellige anlæg til træning, for eksempel terrænelementer, sandgrav og muligvis en såkaldt pumptrack – som bedst kan beskrives som en cykelbane med pukler. Desuden kan køres der på områdets grønne flade, flexarealet, hvor ruter og forskellige forhindringer kan stilles op fra gang til gang ved træning.

Mod Carl Nielsens Vej anlægges også en tre meter høj bakke til cross med mountainbikespor mod nord. Hele cykelområdet skal omkranses af en lav vold beplantet med høje græsser.

Der har været arbejdet med et foreløbigt skitseforslag for disponering af området for cykelfaciliteten, som efter et borgermøde i oktober 2024 er blevet yderligere kvalificeret i dialog med cykelbrugerne, Ole Rømer Observatoriet, naboer samt Jydsk Væddeløbsbane, oplyser kommunen.

Det afsatte beløb på 12,8 mio. kr. kommer til at skulle dække udgifter til dræning af hele området, delvis etablering af hestefolde, den nye cykelfacilitet og anlæg af parkering.

Nogle planlagte elementer i det kommende cykelområde – det gælder en outdoorbygning og en såkaldt pumptrack-bane til f.eks. BMX-cykler og MTB-cykler – er ikke del af de 12,8 mio. kr. Disse elementer søges der aktuelt fondsmidler til, skriver Kultur og Borgerservice.

Forslaget om det nye træningsareal sendes nu i offentlig høring, inden det skal behandles i byrådet. Ifølge planen skal arealet etableres i foråret 2026.