Håndbold-topbrag spilles igen i Randers
Arena Randers danner for tredje år i træk rammen om Bambuni Super Cup - det traditionsrige sæsonkickoff i dansk ligahåndbold, hvor sidste sæsons danmarksmestre møder pokalvinderne i to højintense topkampe.
Det skriver Arena Randers i en pressemeddelelse.
Søndag 24. august venter et vaskeægte håndboldbrag i Randers, når fire af Danmarks absolut bedste hold tørner sammen i direkte DM-revancheopgør.
Hos kvinderne mødes DM-vinderne Odense Håndbold og pokalvinderne og DM-sølvvinderne Team Esbjerg, mens DM- og pokalvinderne Aalborg Håndbold og DM-sølvvinderne Skjern Håndbold afgør herrernes Super Cup.
Begge opgør vises desuden live på TV2 og sætter dermed ikke bare Arena Randers, men hele byen på det nationale håndboldlandkort.
»Det er en stor ære at lægge rammer til Bambuni Super Cup endnu en gang. Vi er stolte over, at nogle af landets bedste håndboldhold spiller så vigtige kampe i Arena Randers, og vi glæder os til en dag med fyldte tribuner, intens stemning og topklasse håndbold,« siger Morten Arnesen, der er direktør i Arena Randers, i pressemeddelelsen og fortsætter:
»At kampene vises live på tv gør det hele endnu større. Det er en unik mulighed for at vise både arenaen og hele Randers frem for håndboldfans i hele landet.«
Billetsalget er skudt i gang, og du kan sikre dig en plads i Arena Randers hos Ticketmaster.