Fortsæt til indhold

Jakob Poulsen ny cheftræner i AGF: »Jeg er meget begejstret«

41-årige Jacob Poulsen har skrevet under på en fireårig aftale i AGF.

Sport

Uwe Röslers afløser som cheftræner i AGF hedder Jakob Poulsen.

Det oplyser AGF på sin hjemmeside.

AGF har købt Jakob Poulsen i Viborg, hvor han har været cheftræner siden november 2023. Han havde på det tidspunkt været assistenttræner i Viborg i omkring to år.

Jakob Poulsen er tidligere professionel fodboldspiller, og AGF er ikke nyt land for 41-årige Poulsen, der i perioden 2008-2010 spillede 57 kampe for »de hviie.«

Som spiller er Jakob Poulsen formentlig mest kendt for sine år i FC Midtjylland, hvor han spillede fra 2014 til 2019. Jakob Poulsen har også 35 landsholdskampe under bæltet.

Den nye AGF-cheftræner er aktuelt ved at færdiggøre sin UEFA Pro-licens, den højeste træneruddannelse. Foto: AGF

»Vist sit værd som træner«

Ifølge fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen, er Jakob Poulsen blevet valgt som klubbens nye cheftræner efter »en meget grundig og god proces.«

»Vi er ikke i tvivl om, at vi med Jakob står med den rigtige mand. Han har allerede vist sit værd som træner, og vi ser et yderligere potentiale, som vi skal forløse sammen (... ) Han har i Viborg FF vist sig dygtig til at udvikle spillere til et højt niveau, og hans værdier og ambitiøse tilgang til arbejdet flugter med de ambitioner og visioner, vi har for de kommende år,« siger Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.

Jakob Poulsen præsenteres formelt som cheftræner i AGF ved et pressemøde klokken 14.00 fredag.

»Jeg er meget begejstret og glad for den her mulighed. Det er et stort job - vel et af de største i Danmark, og AGF er i det hele taget en spændende og attraktiv klub, som jeg selv har været så heldig at spille for. Siden da er der sket en meget positiv udvikling (...) Vi står over for en spændende tid, hvor jeg glæder mig til at bidrage i det vigtige arbejde med at skabe resultater og udvikle dygtige fodboldspillere i et stærkt og professionelt miljø,« siger Jakob Poulsen.

Jakob Poulsen er bosiddende i Aarhus, så han skal ikke køre langt for at komme hen på sin nye arbejdsplads.