Fortsæt til indhold

Dybbøl Mølle maler ikke så skidt: Serie 3-redning kommer som et uventet lucky punch

Dybbøl IUs frivillige nedrykning sikrer KPI en plads i Serie 3 efter sommerferien.

Sport

Kolind-Perstrup IF (KPI) kan ikke synge med på den gamle John Mogensen-evergreen om, at Dybbøl Mølle maler helt af helvede til.

Hvorfor?

Historien kommer her.

I søndags skulle KPI’s bedste hold i serie 3 spille playoffkamp om at blive i rækken efter sommerferien mod Østdjurs 91, nummer to i serie 4.

Opgøret på Kolind Park blev fortjent vundet af sidstnævnte med de sikre cifre 3-0.

Dermed kunne KPI-spillerne trisse hjemover med visheden om, at klubben fra august havde to hold i serie 4.

Men ingen kamp er færdigspillet, før den fede dame har sunget, som man siger!

Mandag fik DBU Jylland en melding fra det sønderjyske, nærmere bestemt Dybbøl IU, der havde besejret Løjt IF med 4-2 i en tilsvarende playoffkamp om at forblive i serie 3.

Dybbøl IU bad imidlertid DBU Jyllands turneringsudvalg om at måtte spille i serie 4 efter sommerferien, fordi holdet i sommerpausen ville blive udsat for en åreladning af spillere, der ville gøre det mere end svært at begå sig i serie 3.

»Når vi får sådan en forespørgsel, så suspenderer vi samtlige nedrykninger efter weekendens playoffkampe og kigger på, hvilket hold af de mange nedrykkere som har opnået flest point og har bedste målscore i deres serie 3-række,« forklarer DBU Jyllands mangeårige turneringsleder, Ole Frandsen.

»Det blev så KPI’s redning. De er det bedste hold af de mange nedrykkere, så de overtager Dybbøls plads og spiller derfor også i serie 3 efter sommerferien.«

Tavlen visket ren

Jesper Friis Jensen, fodboldformand i KPI, fortæller, at han og resten af klubben havde indstillet sig på, at det hed serie 4 efter sommerpausen.

Derfor kommer ’hjælpen’ fra Dybbøl som en dejlig overraskelse.

»Efter i søndags, hvor vi tabte helt fortjent til et godt Østdjurs-hold, var vi selvfølgelig skuffede, men også indstillet på, at vi måtte holde flaget højt og vende ned i serie 4,« siger formanden.

En behagelig ferie

»Nu kan vi og spillerne gå på en anderledes behagelig ferie. Det gør mange ting meget lettere.«

Jesper Friis Jensen understreger, at KPI ser frem til at starte på en frisk.

»Vi er kommet videre og ser frem til en spændende turnering efter ferien med masser af gode lokalopgør. Vi håber, at den gode nyhed er afgørende for, at vi kan bevare vores trup.«