Fortsæt til indhold

En lille del af AGF's tidligere stadion er endt på Mors

Et stykke AGF-historie er blevet til en lille tribune i Nykøbing Mors Tennisklub.

Sport

Selvom der er et stykke vej fra Aarhus til Mors, er en lille del af det tidligere Ceres Park endt på øen i Limfjorden mellem Salling og Thy. Her har den lokale tennisklub i Nykøbing Mors nemlig lavet en særlig AGF-tribune, hvor sæderne stammer fra det nu nedrevne stadion.

Inden maskinerne for alvor gik i gang med at rive det gamle stadion ned, var det i december muligt for alle at erhverve sig stadionsæder. Hvis sæderne var til privat brug, kostede de 100 kr. per sæde – beløbet gik ubeskåret til at plante træer til projektet »Den Hviie Skov«, som er en ny skov ved Ajstrup.

Den mulighed gjorde Nykøbing Mors Tennisklub, hvor formand John Bech Pedersen med egne ord er »glødende AGF-fan«, brug af.

»Både næstformanden og jeg kører ofte til Aarhus for at se holdet spille. Jeg har været fan af AGF, siden jeg boede i Aarhus fra 1990 til 2000,« fortæller John Bech Pedersen og fortsætter:

»Vi ville gerne investere lidt i vores lokale tennisklub. I den forbindelse så vi, at AGF ville af med de gamle sæder, og så tog det ene ord det andet, før vi bestilte 25 sæder og lavede tribunen.«

Nu er tribunen indviet, og resultatet har AGF selv valgt at dele på Facebook.

AGF spillede sin sidste kamp på Ceres Park 8. december sidste år, hvor holdet vandt 1-0 i den første af to pokalkvartfinaler over Brøndby IF. Sidenhen har AGF spillet sine hjemmekampe på det midlertidige stadion i Vejlby. Det nye stadion forventes at åbne inden udgangen af 2026.