Her skal du stå, når PostNord Danmark Rundt-feltet kommer blæsende forbi
Rytterne passerer flere lokale steder, hvor der er festlige arrangementer, spænding og stejle stigninger. Oplev flere danske og internationale stjerner helt tæt på.
Det er nogle store navne, der skal køre dette års PostNord Danmark Rundt.
Jakob Fuglsang kører sit sidste professionelle løb. Han får selskab af den mest vindende danske cykelrytter gennem tiden, Mads Pedersen.
Mattias Skjelmose og Magnus Cort, der begge deltog i årets Tour de France, er med i feltet (Magnus Cort trak sig torsdag 14. august fra løbet på grund af sygdom, red.). Det samme er supersprinteren Jasper Philipsen og stjernerne Fabio Jakobsen (udgik også torsdag, red.) og Dylan van Baarle.
Også den lokale cykelstjerne Mads Würtz Schmidt, der kommer fra Randers, skal køre PostNord Danmark Rundt.
Hvis du vil opleve rytterne helt tæt på, har du faktisk en unik chance i år, for femte og sidste etape, der køres lørdag 16. august, går gennem flere byer i Randers Kommune.
Her kommer de forbi
Dagen skydes i gang i Hobro klokken 10, hvor der er holdpræsentationer ved Rosendalhallen. Klokken 11.35 sendes feltet afsted, og cirka klokken 12.20 kører de ind i Randers Kommune ved Kærby.
Herefter går turen videre over Dyrby, Gassum, Hvidsten, Kondrup, Råsted, Øster Bjerregrav, Læsten, Ålum, Vester Velling (Favrskov Kommune), Øster Velling og Langå, inden turen fortsætter i Favrskov Kommune, hvor feltet blandt andet kører gennem Laurbjerg og Hammel.
Cirka klokken 15.30 kører rytterne i mål på Eidervej i Silkeborg, hvor der efterfølgende er sejrsceremoni.
Dagen fejres
Der er en masse fede lokale steder, hvor du kan få en stor oplevelse, når feltet kommer susende forbi.
I flere af landsbyerne gør indbyggerne nemlig ekstra meget ud af at fejre dagen. I Øster Bjerregrav er der flagallé, og hele byen er med til at markere cykelbesøget.
I Langå er der gratis adgang til et større arrangement i Byparken. Der er kaffe og kage, der er sponsoreret af Sparekassen Kronjylland, flere konkurrencer, hvor du blandt andet kan vinde en hvid ungdomstrøje og drikkedunke, der er to hoppeborge og yoga.
Du har også mulighed for at købe pølser, fadøl, sodavand, popcorn, flødeboller og slushice.
Flere af byens sportsforeninger deltager og laver aktiviteter. Langå Erhvervsnetværk stiller også op, så du kan møde de erhvervsdrivende i Langå og omegn.
Der vil være en skærm - de arbejder på at få fat i en stor skærm - hvor publikum kan følge med i etapen live. Der vil også være en del merchandise fra PostNord. Og så går der rygter om, at Cykeltossen, Christian Buuzi Oest, vil fejre dagen i Langå.
Stigninger og hårnålesving
Hvis du hellere vil se cykelløb et sted, hvor der er garanti for stigninger og spænding, er der også god mulighed for det lokalt.
Mellem Ålum og Øster Velling venter der en efter danske forhold længere stigning, der i folkemunde kaldes Tour de France-bakken. Her er ovenikøbet hårnålesving, som du kender det fra de store bjerge, som køres i netop Tour de France.
»Det er en lang bakke. Den er ikke særlig stejl, men den gør ondt, hvis man har ondt i benene,« siger Jesper Tikiøb.
Han er eventchef i Danmarks Cykle Union og projektleder på PostNord Danmark Rundt. Han har boet hele sit voksenliv i Favrskov Kommune, så han er i den grad på hjemmebane på årets sidste etape. Han har endda kørt hele etapen fra Hobro til Silkeborg for nylig.
Andre gode bakker
Efter Tour de France-bakken sætter feltet kursen mod Langå og over Gudenåen ad Væthvej.
»Væth-bakken ved Gudenåen har en voldsom stigning, og der er en fremragende gå- og cykelsti, hvor du kan opleve løbet fra,« fortæller projektlederen.
Efter opkørslen på Væthvej kører feltet ind i Favrskov Kommune, og her venter en lynhurtig nedkørsel til Laurbjerg, inden det igen går stejlt opad til Houlbjerg, hvor der også er en fremragende gå- og cykelsti, hvor du kan opleve løbet fra, og så nedad til Granslev. På Granslev-bakken forudser projektlederen, at feltet godt kan blive stresset.
Hvis du gerne vil køre lidt efter det, kan du med fordel stille dig ved den stejle Pøt Mølle-bakke lidt uden for Hammel.
»Det er et klassisk spot, som alle i cykelverdenen kender, og jeg kan kun anbefale det. Man skal dog være klar over, at det er det sted, alle opsøger,« siger Jesper Tikiøb.
Hvis du vælger at opleve cykelløbet fra Pøt Mølle, vil projektlederen anbefale, at du kører ind fra Haurum-siden ad Kragelundsvej, parkerer bilen i skoven og går det sidste stykke til Frijsenborgvej og Pøt Mølle-bakken.