Fortsæt til indhold

Harbour Challenge fejrer 10 år – og havnen lyser op i orange

Harbour Challenge Randers fylder 10 år: hovedløbet udsolgt – familieløbet klar til start.

Sport
kijo

Harbour Challenge Randers runder et markant hjørne 30.–31. august, når forhindringsløbet for tiende gang indtager kajkanterne på Randers Havn. Hovedløbet lørdag er udsolgt; søndagens familieløb har stadig pladser.

Løbet, der siden 2015 har forenet vand, stål og sved i havnemiljøet, samler i år over 1.500 deltagere fra ind- og udland. Ruten er cirka 7 kilometer med mere end 40 forhindringer i og omkring vandet.

Harbour Challenge melder om rekord-deltagelse. Foto: Malthe Hvid

»Vi glæder os enormt til at fejre 10 års jubilæet sammen med de mange deltagere og frivillige. Det er fantastisk at se, hvordan både eliteløbere og familier har taget løbet til sig og skaber en unik stemning på havnen,« siger Lars Søndergaard fra Randers gymnastiske Forening (RgF), som står bag arrangementet, i en pressemeddelelse.

Søndag er det børnenes tur med HCR Family Run, der består af cirka 4 kilometer og 20+ forhindringer, målrettet børn og unge fra 6–15 år med forældre på sidelinjen eller ved siden af. Familieløbet, der kom til i 2022, vokser fortsat og er blevet et trækplaster for fælles oplevelser i løbesko.

Harbour Challenge er i dag kommunens største udendørs sportsbegivenhed. Der ventes op mod 5.000 gæster i weekenden, og omkring 200 frivillige er på plads som hjælpere, dommere og heppere.

Hovedsponsorerne er Verdo, Randers Havn og Sparekassen Kronjylland. Verdo markerer jubilæet med en særlig forhindring – og orange lys på skorstenen.

»Hos Verdo er vi stolte af at støtte et lokalt initiativ som Harbour Challenge, ikke mindst i jubilæumsåret. Vi bidrager med en Verdo-forhindring og lyser skorstenen orange for at hylde fællesskabet og engagementet,« siger Verdos direktør Jesper Vinter Barslund.