Randers FC henter norsk back - men ikke endnu
Venstreback Martin Sjølstad tiltræder i Randers FC fra norske Sogndal ved årsskiftet.
Randers FC har forsøgt at sikre sig den norske venstreback Martin Sjølstad fra Sogndal, men klubben må vente med tilgangen til januar.
Det skriver Randers FC på sin hjemmeside.
»Martin Sjølstad er en venstreback med et offensivt mindset, som både kan lave mål og assists. Vi henter Martin, fordi vi gerne vil have noget konkurrence ind på venstreback. Vi vil gerne have en spiller ind med nogle andre kompetencer, end dem vi har i forvejen,« siger fodbolddirektør Søren Pedersen.
Sjølstad ankommer til januar, når kontrakten med Sogndal løber ud. Han har lavet en aftale, der gælder til sommeren 2028.
Med handlen er kronjydernes transfervindue lukket.
»Jeg synes, at vi har fået nogle gode og spændende spillere ind. Vi er styrket i vores bredde og portefølje af unge, dygtige og potentielt salgbare spillere,« siger fodbolddirektøren.
Ind til Randers er kommet blandt andre Lucas Lissens, Jannich Storch, Amin Al-Hamawi og Ousseynou Fall Seck.