Nygift Aarhus-atlet bedst i stort halvmaraton-løb: Få sekunder fra danmarksrekord
I en kenyansk spurtduel vandt Nicholas Kipkorir på dramatisk vis mændenes Copenhagen Half Marathon.
Aarhus-løberen Alberte Kjær var hurtigste danske kvinde til årets Copenhagen Half Marathon, der blev skudt i gang søndag.
Hun løb i mål i tiden 1 time 11 minutter og 20 sekunder, hvilket blot er 13 sekunder fra den officielle danske rekord.
Det rakte til en 19. plads. Kvindernes løb blev vundet af etiopiske Likina Amebaw, som krydsede målstregen på Østerbro i ny løbsrekord på 1 time, 4 minutter og 44 sekunder.
AGF-løberen, som tidligere har deltaget til OL som triatlet, er blevet gift for nylig og deltog for første gang i Copenhagen Half Marathon.
Årets udgave blev præget af et massivt regnvejr over den danske hovedstad. Det betød, at løberne allerede inden start var drivvåde, og de våde veje blev tunge at forcere.
Og gav noget af et løbedrama søndag formiddag i Københavns gader.
Hos herrerne styrtede kenyanske Nicholas Kipkorir undervejs slemt på den regnvåde asfalt, men kæmpede sig tilbage og vandt løbet.
I en spurtduel med landsmanden Vincent Langat vandt han på imponerende vis i tiden 58 minutter og 23 sekunder.
Interessen for løbet har igen i år været enorm.
Løbet blev udsolgt på lidt over to timer og satte løbsrekord med flere end 32.000 tilmeldte.