Fortsæt til indhold

AGF's nye fan-favorit er i sit livs form og kan træde ind på den allerstørste scene til næste år

AGF's norske offensive es, Kristian Arnstad, har fået sit superliga-gennembrud i denne sæson, hvor han ved første øjekast er blevet en hårdere hund og langt mere kampafgørende. Han er i spil til at komme med til det største VM nogensinde med det norske landshold.

Sport

Regnestykket er egentlig ret simpelt. Mere spilletid på grønsværen har gjort AGF’s Kristian Arnstad væsentlig mere kampafgørende og involveret i særdeles mange offensive aktioner i superliga-sæsonens første ni kampe.

Hele fodbold-Danmark er godt klar over, hvilket hold, der topper superligaen, og flere har fået øjnene op for AGF’s norske midtbanemand med det lave tyngdepunkt. En nordmand, der er ved at blive en fanfavorit og måske ligefrem kan nå Håvard Flo-højder i popularitet?

Alt tyder på, at den 22-årige Kristian Arnstad er AGF's nye faste straffesparksskytte, efter han har taget og scoret på Aarhus-klubbens seneste to straffespark. Her scorer han kampens enlige mål mod ærkerivalen fra Brøndby IF. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Han fremkalder i hvert fald ofte stor jubel, senest med et backflip-spring for at fejre endnu en straffesparkscoring, som var afgørende for, at den aarhusianske gymnastikforening kunne blive på førstepladsen i Danmarks bedste fodboldrække.

»Jeg har aldrig gået til gymnastik, men jeg har altid hoppet på trampolin i haven og haft det sjovt med sådan nogle ting. Så det der spring er noget, jeg har kunnet, siden jeg var 14-15 år gammel,« forklarer Arnstad efter fredagens træning på Fredensvang.

»Jeg har gjort det før, og så ville jeg vente på det rigtige øjeblik til at gøre det igen. Og det følte jeg var mod Brøndby. Jeg kan ikke love, jeg gør det næste gang, jeg scorer. Det er noget, som opstår spontant,« lyder det selvtillidsfuldt fra den unge nordmand, der beskrives som en ekstrem ydmyg ung mand, der samtidig også har en stor tro på egne evner.

Ros fra Riemer

For selvfølgelig er det uundgåeligt, at AGF’eren med rygnummer 10 kommer på måltavlen igen.

Han har ganske enkelt spillet fremragende og flere gange været på ugens hold i diverse medier.

Og i løbet af den forgangne uge var der yderligere ros i en større artikel på bold.dk fra AGF’s tidligere sportschef, Stig Inge Bjørnebye, som fik hentet den daværende norske U21-anfører fra Anderlecht til Aarhus.

Den tidligere sportschef i AGF kunne berette, at der tilbage i sommeren 2024 også var stor interesse fra AGF’s nuværende fodbolddirektør Carsten V. Jensen, som var ved at lokke Arnstad til Brøndby. I samme artikel er der også stor anerkendelse fra den tidligere Anderlecht-træner og den nuværende danske landstræner Brian Riemer, der kalder Arnstad for et »ekstraordinært stort talent.«

Kæresten er kommet til byen

Hvordan er du faldet til i Aarhus?

»Jeg er vældig tilfreds her i Aarhus og glad for byen, klubben og mine holdkammerater. Min kæreste flyttede fra Norge og her til byen i sommer sammen med mig, og vi trives begge to og er vældig glade for det.«

Hvad betyder det for dig, at der er kommet en landsmand – Markus Solbakken – i truppen?

»Det betyder meget. Jeg er meget glad for, at Markus er her. Jeg kender ham jo lidt fra gamle dage, og vi har spillet sammen på ungdomslandsholdet. Markus bliver en god forstærkning af truppen. Han er faldet godt til og snakker lige så godt dansk, som han snakker norsk, fordi han har boet i Danmark i så mange år. Man kan næsten sige, at han er halvdansker.«

Tilgangen af landsmanden Markus Solbakken har gjort Kristian Arnstad endnu mere tilfreds med sit ophold i AGF. De to kender hinanden fra ungdomslandsholdsfodbold. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kristian Arnstad, der kom til Anderlecht som blot 16-årig, er i sit livs form – og det er også den fornemmelse, han selv har.

»Jeg føler, at det går godt, og jeg er fast mand i startopstillingen. Jeg er vildt glad for det ansvar, jeg har fået med at sparke de seneste straffespark. Jeg synes, at der er mange på vores hold, som spiller rigtig godt lige nu. Det kan man se på vores præstationer og vores placering. Det er klart, at det har været en fordel for mig, at jeg er rykket lidt mere frem på banen, og at vi nu spiller mere boldbaseret fodbold. Det passer rimeligt godt til mig,« forklarer Arnstad.

Hele syv AGF’ere var senest på rundens hold hos TV 2. Det er aldrig sket før.

Og kaster man et blik på strafpoint-statistikken er der også ”fremgang” at spore.

Du har fået en del flere gule kort i forhold til den seneste sæson, og er nu den AGF’er med flest strafpoint. Er det tilfældigt, eller er din spillestil blevet mere aggressiv?

»Jeg synes, at jeg har været lidt uheldig, når det kommer til de gule kort.«

Er det noget, du er opmærksom på?

»Ja, nu har jeg begyndt at blive lidt opmærksom på det, for jeg får jo karantæne ved næste gule kort. Jeg prøver at være lidt forsigtig og har da fået nogle gode råd af Nicolai Poulsen, der har noget erfaring med den slags.«

Fokus i den nærmeste fremtid ligger ikke kun på at undgå gule kort. Der spilles en interessant slutrunde i USA, Mexico og Canada til næste sommer med flere hold end nogensinde før, nemlig 48.

Nu går det rigtig godt for det norske landshold, og du har tidligere været fast mand og anfører på det norske U21-landshold. Drømmer du om at komme med til VM med Norge til næste år?

»Først og fremmest håber jeg, at Norge kvalificerer sig til VM. Det vil være helt fantastisk for norske fodbold og er ikke sket i mange år.«

Kristian Arnstad fik debut for AGF 15. september 2024. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Men tror du, at du får muligheden for at komme med, hvis du bliver ved med at spille så godt?

»Det ved man jo aldrig. Er man god nok, så får man som regel chancen. Så jeg prøver bare at fokusere på AGF her og nu, og så kommer det, hvis det kommer.«

Er det pudsigt, at Markus Solbakkens far (Ståle Solbakken, red.) er landstræner. Tror du, at det er en fordel eller en ulempe, at landstrænerens søn nu spiller i AGF?

»Det ønsker jeg ikke at kommentere noget særligt på,« siger Kristian Arnstad med et efterfølgende smil.