Fortsæt til indhold

Håndboldbestyrelse råber vagt i gevær: Frivillige hænder mangler akut

Hornslet Håndbold står over for en kritisk mangel på frivillige. Klubben risikerer at lukke håndboldafdelingen, hvis ikke flere melder sig til at hjælpe.

Sport

Hornslet Håndbold står over for en alvorlig udfordring.

Klubben mangler frivillige hænder til at løfte de mange opgaver, der er nødvendige for at sikre en velfungerende håndboldafdeling.

Søren Katholm Eriksen, der har været en del af bestyrelsen i 7-8 år, erkender, at han er kørt død i bestyrelsesarbejdet.

»Jeg er rendt træt i det efter 7-8 år i bestyrelsen, heraf flere som kasserer. Derfor stopper jeg. De fire øvrige i bestyrelsen fortsætter,« siger Søren Katholm Eriksen, der selv har to døtre med på klubbens U17-pigehold.

Medlemsmøde torsdag

Hornslet IF Håndbold afholder medlemsmøde i det store mødelokale i Djurslands Bank Hornslet Arena torsdag 9. oktober 2025.

»Vi har brug for dig! Hvis vi ikke får hjælp, så er det ikke sikkert, at der er en håndboldafdeling næste år,« lyder det i et opslag fra formand Mikkel Pilehave Jensen på Facebook.

På medlemsmødet vil bestyrelsen fremlægge, hvilke bestyrelsesposter og udvalg der er brug for hjælp til.

»Du får et valg mellem to indsatser: Du bliver medlem af bestyrelsen og er med til at planlægge og tegne vores afdeling, eller du deltager i et af vores udvalg og er med til at sørge for, at vores arrangementer bliver planlagt og eksekveret,« forklarer formanden.

Manglen på frivillige hænder

»Det er til ad hoc-opgaverne, vi mangler hænder. Det at arrangere håndboldskole og organisere arbejdet med at sælge julekalender for at nævne to ting,« forklarer Søren Katholm Eriksen.

»Som mange foreninger oplever vi også, at forældrene bare læsser deres børn af, når de skal til træning, men ikke vil bidrage med et stykke frivilligt arbejde. Jeg synes, det er meget trist for foreningslivet med den udvikling,« tilføjer Søren Katholm Eriksen.

Opfordring til at deltage

Hornslet Håndbold efterlyser folk, der vil bidrage med at løse konkrete opgaver, der måske tager lidt tid i et kort tidsrum og levner stor plads til selv at organisere arbejdet.

»Det er ikke noget med en hel masse møder,« understreger Søren Katholm Eriksen.

»Klubben har brug for frivillige til at afholde håndboldskole, organisere julekalendersalg og andre ad hoc-opgaver. Vi vil så nødig, at vores frivillige skal brænde ud. Det forhindrer vi ved at dele opgaver ud og løfte i flok,« skriver formanden i sit opråb.

Det er kun Søren Katholm Eriksen, der forlader bestyrelsen. De øvrige er indstillet på at fortsætte.