Fortsæt til indhold

Landstræner med hård og kontant besked til Gift Links: »Jeg mener ikke, han har niveauet«

AGF-spilleren Gift Links' chancer for at komme med til næste års VM i Canada, USA og Mexico, synes i øjeblikket svære efter de seneste udtalelser fra Sydafrikas landstræner, Hugo Broos.

Sport

AGF’s sydafrikanske wingback og kantspiller Gift Links kom til Smilets By i 2019, men det er først for alvor i løbet af de seneste sæsoner, han for alvor har udviklet sig til en af holdets helt store profiler.

Uge efter uge leverer han driblinger og gennembrud på venstreflanken og er i skrivende stund den spiller, der har skabt næstflest chancer og har haft femteflest succesfulde driblinger i superligaen.

Senest brillierede den lynhurtige sydafrikaner i det uafgjorte topbrag mod FC Midtjylland i Herning, hvor flere eksperter også efterfølgende fremhævede hans præstation i en kamp, hvor aarhusianerne gav det ellers formstærke hjemhold kam til sit hår.

Men selvom Links præsterer for ligaens øjeblikkelige tophold og vælter i spilletid, så er det ikke noget, der udmønter sig i mange udtagelser til det sydafrikanske landshold, der tilbage i oktober kvalificerede sig til næste års VM i Canada, USA og Mexico.

Jeg mener ikke, han har niveauet, som vi har brug for på Bafana Bafana
Hugo Broos, Sydafrikas landstræner.

Fem gange er Links blevet udtaget, og seneste gang var i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp i 2022. Men siden da har der ikke været bud efter den hurtige kant og wingback.

Og hvordan kan det være?

Sådan spurgte en af de lokale journalister for nylig Sydafrikas belgiske landstræner Hugo Broos, som blev foreholdt denne undren på et pressemøde den anden dag forud for sydafrikanernes kommende testkamp mod Zambia.

»Jeg mener ikke, han har niveauet, som vi har brug for på Bafana Bafana (det sydafrikanske landsholds kælenavn, red.),« lød det kort og kontant fra belgieren, der har været Sydafrikas landstræner siden 2021.

Men i stedet har den sydafrikanske landstræner i forbindelse med landets seneste par kampe i VM-kvalifikationen primært kigget i retningen af spillere fra den hjemlige liga.

Og det har indtil videre da også fungeret ganske godt – for Sydafrika vandt sin VM-kvalifikationsgruppe foran Nigeria og Benin, og dermed kvalificerede landet sig til sit femte verdensmesterskab.

Sidst Bafana Bafana var med til et VM er 15 år siden, og det var, da landet var værter for det første verdensmesterskab afholdt i Afrika. Men om det næste bliver med AGF’s Gift Links ser altså anderledes svært ud i øjeblikket.

Mere sikker er spilletiden i Aarhus, hvor Links er startet inde i samtlige af AGF’s kampe i denne sæson.

Den 27-årige wingback forlængede i juli også sin kontrakt med AGF, så den gælder frem til 2029. Bliver sydafrikaneren i klubben kontraktperioden ud, vil han have spillet et årti for ”de hviie”.

»Jeg føler mig virkelig godt tilpas ude på banen, og det tror jeg, at alle gør i øjeblikket,« sagde han her til avisen tidligere på sæsonen.