AGF donerer brugte kamptrøjer for at julehjælpe trængte familier
Efter søndagens topbrag mod FC København er der mulighed for at byde på hjemmeholdets match worn trøjer og samtidig støtte Røde Kors' julehjælp.
Når superligaens førerhold fra AGF på søndag klokken 14 tager imod de forsvarende danske mestre fra FC København i Vejlby, bliver der mulighed for at få fanfingre i et helt specielt kampminde og samtidig støtte et velgørende formål.
Efter kampen kan man nemlig deltage i en auktion, hvor hjemmeholdets såkaldte match worn kamptrøjer skal under hammeren.
Via AGF’s platforme kan interesserede byde på trøjerne frem til onsdag 3. december klokken 12, oplyser AGF på klubbens hjemmeside.
Alle indtægter fra auktionen over kamptrøjerne går ubeskåret til Røde Kors Aarhus’ julehjælp, hvor man støtter godt tusind sårbare og udsatte børnefamilier i Aarhus.
Der er tale om familier, som er økonomisk trængte og som ikke har mulighed for at give deres børn en god jul. Med julehjælpen får familierne bedre mulighed for at få en god jul uden for mange bekymringer.
Derudover kan man også støtte arbejdet med julehjælp i Røde Kors’ bod, der er at finde ved Ceres Park Vejlby på søndag. Her kan man købe nye tekstilprodukter lavet af gammelt AGF-tøj. Det er såkaldte ”upcyclet” produkter, som frivillige fra Røde Kors har syet om- baseret på tidligere kamptrøjer og træningstøj.