Nigeriansk it-milliardær sælger sin ejerandele i Aarhus Fremad
Aarhus Fremad har ændret i sin ejerkreds, efter Shola Akinlade og Sporting Lagos har solgt sine ejerandele. Det oplyser den aarhusianske 1. divisionsklub.
Den nigerianske investor og it-milliardær Shola Akinlade har »i en god og ordentlig proces« solgt sine anparter i Aarhus Fremad og er ikke længere med i ejerkredsen.
Det oplyser den aarhusianske fodboldklub torsdag på klubbens hjemmeside.
Gennem den nigerianske klub Sporting Lagos, der er ejet af Shola Akinlade, har Aarhus Fremad bl.a. også samarbejdet om spillerrekruttering og talent- og trænerudvikling.
Men selvom den nigerianske klub nu er trådt ud af ejerkredsen, fortsætter det sportslige samarbejde, skriver Aarhus Fremad.
»Jeg er selvsagt yderst taknemmelig for den støtte Shola har ydet til klubben og vi kan se os selv i spejlet og sige, at vi leverede det, der blev lovet,« siger bestyrelsesformand Lars Kruse.
Ønskede at træde ud
Aarhus Fremads bestyrelsesformand pointerer, at klubben fortsat har et stabilt ejerskab med fokus på sportslig udvikling, og bruddet er foregået i fred og fordragelighed.
»Det har været helt fredeligt og ordentligt, og det er naturligt, når en ejer ønsker at træde ud, at vi som klub skal sikre en god proces. Så jeg er glad for, at medejer Morten Majdall Petersen har kunnet hjælpe med at få enderne til at nå sammen, så vi kan se fremad – i øvrigt med et fortsat tæt samarbejde med Sporting Lagos,« siger Lars Kruse.
Ifølge bestyrelsesformanden kan fremtiden også inkludere en ny investor i ejerkredsen, men det kræver det »rette match«.
»Vi ligger ikke søvnløse over risikoen ved at drive fodboldklub, men det er klart, at hvis der sidder én eller flere derude, der deler vores værdier og visioner, så tager vi gerne en snak. Man jagter vel altid både sponsorer og investorer i en fodboldklub,« siger Lars Kruse.
Så nu er 1. divisionsklubbens primære ejere Lars Kruse og Morten Majdall Petersen.
Fortsætter samarbejde
I Nigerias hovedstad og hos fodboldklubben Sporting Lagos har man sat pris på de seneste tre års talentudvikling og vidensdeling med Aarhus-klubben, som ifølge den nigerianske klub skulle have skabt et fundament for yderligere tæt samarbejde.
»Vi har haft spillere og trænere på besøg i Danmark, haft akademispillere til prøvetræning, udlejet spillere til Aarhus Fremad og været med til at sikre oprykning til 1. division for første gang i 17 år,« lyder det fra Sporting Lagos, der også peger på et fortsat samarbejde som en unik mulighed:
»I takt med at Aarhus Fremad nu drives under fuldt dansk ejerskab, fastholder vi en tæt og stærk relation og er fortsat enige om retningen for udvikling, vidensdeling, scouting og skabelsen af muligheder for de største nigerianske talenter,« udtaler Sporting Lagos.
Den nigerianske it-iværksætter Shola Akinlade købte sig ind i ejerkredsen hos Aarhus Fremad i 2023. Dengang var 1. divisionsklubben tophold i 2. division, og nigerianeren købte 55 procent af klubben.
Shola Akinlade er it-iværksætter og direktør i softwareplatformen og betalingsløsningen Paystack.