Randers sælger ung angriber til Norwich
21-årige Mohamed Touré skifter fra Randers til Norwich i Englands næstbedste række.
Superligaklubben sælger sin australsk-guineiske angriber Mohamed Touré til den engelske Championship-klub Norwich.
Det oplyser Randers FC på sin hjemmeside.
Den 21-årige Mohamed Touré kom til Randers FC i sommeren 2024 og blev hurtigt en profil i det kronjyske.
»Mohamed kom til os som et særdeles spændende talent med et stort udviklingspotentiale. Vi var overbeviste om, at vi kunne udvikle ham sportsligt her i Randers FC, men også at han på sigt kunne blive en rigtig god forretning for klubben. Det har Mohamed i den grad indfriet,« siger fodbolddirektør Søren Pedersen.
»Det har længe været et spørgsmål om, hvornår og hvor Touré skulle tage næste skridt – og det er nu blevet til et særdeles flot skifte til den næstbedste række i England.«
Fodbolddirektøren afslører, at der er tale om et godt salg for klubben.
»I det seneste vintertransfervindue solgte vi Tammer Bany i en rekordhandel til en anden Championship-klub, og salget af Mohamed Touré ligger prismæssigt i nærheden af den handel.«
I Norwich bliver han holdkammerat med Pelle Mattsson, Mathias Kvistgaarden, Oscar Schwartau og Emiliano Marcondes.
Touré tiltræder på en kontrakt gældende frem til sommeren 2030, oplyser Norwich.
Touré er i denne sæson noteret for 4 træffere i Superligaen.
Han har optrådt flere gange for det australske landshold, hvor han blandt andet har været med til at sikre nationen en plads i sommerens VM-slutrunde.