Fortsæt til indhold

Skanderborg AGF forlænger med succestræner

Træneren har sikret topresultater både herhjemme og internationalt.

Sport
ceb

Skanderborg AGF Håndbold, der lige nu indtager andenpladsen i Bambuni Herreligaen, har sikret sig sin cheftræner to år mere. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Cheftræner Nick Rasmussen har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2028.

Han har stået i spidsen for Skanderborg AGF Håndbold siden 2017, hvor han kom til klubben fra Fredericia Håndbold. Siden da har han været en central drivkraft i den markante udvikling, klubben har gennemgået, både sportsligt og organisatorisk.

I den indeværende sæson har han formået, at føre klubben direkte i slutspillet og har sørget for, at holdet har været solidt plantet i toppen af den danske liga i store dele af sæsonen.

På den internationale scene har cheftræneren ligeledes sat sit aftryk. Skanderborg AGF Håndbold vandt for nylig en storsejr over den norske storklub Elverum Håndball i European League. De ligger lige nu nummer et i deres gruppe.

Samtidig blev han for nylig ved Mesterskabsfejringen 2025 i Aarhus, kåret som Årets Træner. En stor anerkendelse for det hårde arbejde, han har lagt i klubben i det seneste år.

Kultur over resultater

Direktør Mads Lind er glad for at kunne beholde Nick Rasmussen som leder af truppen.

»Nick er en helt central figur i den udvikling, vi har været igennem de seneste år. Han formår at kombinere høje sportslige ambitioner med stærke ledelsesmæssige kompetencer,« siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:

»Det er afgørende for os, at en cheftræner ikke kun leverer resultater, men også er i stand til at drive en kultur, hvor både mennesker og spillere udvikler sig. Nick har skabt en retning og en klar identitet omkring truppen, og derfor er vi meget tilfredse med at kunne fortsætte samarbejdet frem til 2028.«

Høje ambitioner

Også Nick Rasmussen selv er glad for at kunne fortsætte i Skanderborg AGF Håndbold, og han ser frem til at kunne drive holdet i endnu flere sæsoner.

»Jeg er meget glad og tilfreds med at fortsætte i Skanderborg AGF Håndbold. Jeg synes, at hele klubben er i en rigtig positiv udvikling, hvor vi både på og uden for banen, hele tiden lægger lag på. Der bliver arbejdet ambitiøst i alle led, og jeg er glad for samarbejdet med både ledelse, stab og de øvrige aktører omkring holdet,« fortæller han.

Derudover fastholder han det høje ambitionsniveau.

»Ligaen er tæt, og konkurrencen hård, men vores målsætning er klar: vi vil være et af de hold, der kan spille med i toppen af dansk håndbold med en klar ambition om at ende i top fire.«

Samtidig understreger Nick Rasmussen, at udviklingen uden for kampene fylder mindst lige så meget i hverdagen. Samarbejdet med SHEA Akademiet og ungdomsmiljøerne er en integreret del af den sportslige strategi - i den indeværende sæson har hele 11 akademispillere fået ligadebut.

»Det tværfaglige samarbejde med ungdomsmiljøerne er en vigtig del af hele klubbens fundament. Talentudviklingen betyder enormt meget for mig i mit daglige arbejde, og det er stort, når vi kan bringe unge spillere ind på ligaholdet. Det er det, der gør det hele værd,« siger cheftræneren.