Fortsæt til indhold

Birdies på budget for første gang i Danmark: Golfklub lancerer abonnementsløsning til unge

Ry Golf indfører som første klub i Danmark et månedsabonnement til unge spillere.

Sport
bo

Ry Golf åbner nu op for, at unge mellem 19 og 25 år kan betale for deres medlemskab gennem et månedligt abonnement, som det kendes fra fitnesscentrene.

Formålet er at give endnu flere unge muligheden for at blive medlem af golfklubben, uden at de skal binde sig for en lang periode. Det månedlige abonnement koster lige under 300 kroner og er et alternativ til den årlige engangsbetaling. Abonnementet har en bindingsperiode på tre måneder og efterfølgende opsigelse på en måned.

Det er første gang, en golfklub i Danmark tilbyder sådan en løsning til sine medlemmer, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

»Vi er bevidste om, at dette initiativ i nogens øjne er kontroversielt, fordi det bryder med årtiers tradition for, hvordan man griber betaling af medlemskaber an på. Men for os handler det om at udvikle en golfklub, en forretning og ikke mindst et fællesskab, der også på langt sigt er bæredygtigt. Derfor er vi i Ry Golf parate til at gå nye veje,« siger Torben Sørensen, der er bestyrelsesformand i Ry Golf.

Selvom man betaler gennem et månedligt abonnement, har man stadig status af fuldgyldigt medlem i Ry Golf. Derudover tilbydes abonnementsmedlemmer også at tage et golfkørekort for et par hundrede kroner og låne udstyr helt gratis.

Det vil sige, at unge nu kan prøve kræfter med golfsporten i tre måneder og komme godt i gang for lidt over 1.000 kr. På nuværende tidspunkt er der 125 medlemmer i aldersgruppen 19-25 år.

»Vi ønsker, at så mange som muligt stifter bekendtskab med golfsporten og får lejlighed til at opleve det fællesskab, som blandt andet de unge spillere har i vores forening. Vi har stor forståelse for, at man som ung spiller ikke har lyst til at binde sig for en længere periode, før man har prøvet det af. Derfor tilgodeser vi nu de unge og tilbyder dem en abonnementsmodel,« forklarer Torben Sørensen.

I 2025 blev der spillet flere end 7.000 gæsterunder på Pay&Play-banen i Ry. Selvom der ikke føres statistik over, hvem de gæstende spillere er, har man i Ry Golf en klar fornemmelse af, at der er mange unge, der besøger deres ni-hullers Pay&Play-bane.

De unge har ikke nødvendigvis særlig meget erfaring med golfsporten, men de er nysgerrige og synes, at det er sjovt at gå en runde med vennerne, mener Susanne Vestergaard Frederiksen, der er daglig leder i Ry Golf.

»Der er mange unge, som kommer på besøg og spiller en enkelt runde. Det er de naturligvis velkommne til at blive ved med at gøre, men vi tror, at mange af dem, der kommer som greenfee-spillere, i virkeligheden vil være bedre tjent med at blive fuldgyldige medlemmer af klubben. Derfor håber vi, at vores unge gæster tager godt imod vores tilbud om et månedligt abonnement,« understreger hun.