Fortsæt til indhold

Lægernes dom sender ungt stortalent ud af bokseringen

Det er definitivt slut for Victor Hoveling i en boksering, fordi risikoen for varige skader i højre hånden er for stor. Karrierestoppet markerer et abrupt skifte fra en lovende boksekarriere til nye udfordringer.

Sport

Victor Kruse Hoveling, 21 år og fra Hornslet, har været nødt til at indstille boksekarrieren.

Beslutningen er ikke frivillig, men skyldes en skade i højre hånd, som nu sætter en stopper for videre deltagelse i sporten.

»Victor har døjet det seneste halvandet år med sin hånd uden, at lægerne har kunnet forklare hvorfor,« fortæller hans træner, mentor og papfar Arne Lund Christensen.

Han er selvfølgelig ked af det, fordi han var kommet så flot i gang med sin professionelle karriere med ni sejre i ni kampe

Sidste kamp i 2025

»Victor havde slaget, der kunne vælte en modstander, og en karriere, der kunne have ført til titelkamp – nu må han i stedet bruge kræfterne på et nyt kapitel uden for ringen,« siger træner og papfar Arne Lund Christensen. Pressefoto

Victor Hoveling boksede senest i efteråret 2025 ved et professionelt stævne i Kolding.

Efter kampen oplevede han stærke smerter i knoen ved højre hånds langefinger.

»Victor klagede allerede i pausen mellem første og anden omgang over, at han følte noget var brækket i hånden. Derfor blev vi enige om, at han skulle gå målrettet efter at stoppe sin modstander. Små 30 sekunder før, at der blev slået på gong-gongen fik Victor ramt sin modstander meget hårdt,« fortæller Arne Lund Christensen.

I pausen var Victor Hoveling tæt på at forlade ringen, men cheftræneren overtalte ham til at fortsætte. Modstanderen, den afghansk-tyske bokser Nasir Sadat, kom ikke ud til tredje omgang, da Hovelings slag havde givet ham synsforstyrrelser.

Undersøgelser og diagnose

De seneste måneder har Victor Hoveling været til undersøgelser på klinikker og hospitaler for at få klarhed over skaden.

Konklusionen er, at han må stoppe med boksning, hvis han vil bevare førligheden i hånden.

»Der er ikke mere brusk at gøre godt med, og efter at have rådført os med vores læge ved vores egne boksestævner, Niels Jørn Lindgaard-Kjeldsen, Rønde, (måske bedre kendt som Sjørn, red.), er Victor og jeg kommet til den konklusion, at det er slut nu,« siger Arne Lund Christensen.

Victor Hoveling, der er uddannet tømrer, har haft brug for tid til at forholde sig til beslutningen og ønsker ikke at udtale sig på nuværende tidspunkt.

»Han er selvfølgelig ked af det, fordi han var kommet så flot i gang med sin professionelle karriere med ni sejre i ni kampe, og en fremtid, der realistisk bedømt kunne have ført ham højt op på ranglisterne,« lyder det fra hans mentor.

Beslutningen er definitiv. En afskedskamp er således udelukket. Victor Hoveling vil ikke risikere at stå tilbage med en ødelagt hånd, som han ikke kan bruge i sit arbejdsliv.

Nyt kapitel venter

Arne Lund Christensen peger på, at det bliver en ny tid for papsønnen, især mentalt.

»Victor har jo altid været en bokser, som de andre i Hornslet Bokseklub har set meget op til og kunnet lære af. Jeg håber, at vi kan bruge hans gode evner som træner på et tidspunkt, men først og fremmest skal Victor komme sig over, at det er slut med boksning, så melder han ud, hvis han vil hjælpe lidt til i træningslokalet.«

Arne Lund Christensen betegner Victor Hoveling som det største talent, han har trænet.

»Jeg har trænet mange gode boksere, men Victor havde lige det ekstra, der gjorde, at jeg følte mig sikker på, at han ud i fremtiden kunne føres frem til en titelkamp. Hans boksekunnen parret med hans hårdførhed og slagkraft i højrehånden gjorde, at Victor aldrig ville blive slidt op i en boksering, fordi han havde slaget, der kunne vælte en modstander.«

Professionel siden 2023

Victor Hoveling blev professionel bokser i marts 2023, hvor han skrev kontrakt med TK Promotion sammen med vennen Mikkel Gribsholt.

Mikkel Gribsholt er siden stoppet for at hellige sig sit rengøringsfirma sammen med broderen Casper Gribsholt, også tidligere bokser.

TK Promotion, med base i Ringkøbing og promotor Kasper Holgersen, blev begæret konkurs i efteråret 2025 efter blandt andet et tab ved en aflyst afskedskamp for Dina Thorslund uden forsikring.

Konkursen blev beskrevet som regnskabsteknisk, fordi samarbejdet mellem stifterne af TK Promotion, Kasper Høyer Holgersen og Dina Thorslunds træner Thomas Madsen, var ophørt, og det gamle selskab derfor skulle lukkes.

Kasper Holgersen har allerede stiftet et nyt firma, Primetime Boxing, som har Hornslet bokseren Bjarne Newby i stalden.

Kasper Holgersen har sagt om Victor Hoveling: »Han er en spændende bokser, som mange er ved at få øjnene op for og også har store forventninger til. Han bokser meget på sit instinkt, og når han først rammer sine modstander, så ryger de altså ned – eller også er han over dem og følger op hver gang.«

Nu må han vinke farvel til talentet i sin stald.